Lomvie
Lomvier (Uria aalge) på et fuglefjeld i Skotland.
Lomvie
Af /Science Photo Library/Ritzau Scanpix.

I vinterdragten har lomvien mere hvidt i hovedet med en smal stribe, der strækker sig ud fra øjet. Flankerne er brunstribede.

.

Lomvien er en 38-45 cm stor alkefugl. Den er mørkebrun til sort på oversiden, mens undersiden er hvid. Næbbet er forholdsvis langt og spidst, hvilket adskiller den fra alken, som den ellers let forveksles med. I Nordatlanten har nogle individer, såkaldte ringlomvier, en hvid øjering, der fortsætter bagud som en tynd hvid stribe.

Faktaboks

Etymologi

Fuglens navn er fællesnordisk, jf. norrønt langvé. Første led svarer til dansk lang, andet led beslægtet med gammeldansk *wiga, wigi, vist med betydningen 'jæger'. I dansk er ordet senere omdannet efter fuglenavnet lom.

Også kendt som

Uria aalge

Lomvien yngler på fuglefjelde i den tempererede og lavarktiske region i Nordatlanten og det nordlige Stillehav. I Danmark yngler nogle tusind par på Græsholmen ved Christiansø, og omkring 30 par ved Hammeren på Bornholm. Desuden overvintrer op til 300.000 lomvier i Skagerrak og det nordlige Kattegat, hvor mange af dem fælder. Størstedelen stammer fra skotske kolonier.

En nær slægtning til lomvien, polarlomvie (Uria lomvia), har en cirkumpolar udbredelse i Arktis, hvor den yngler mere nordligt end lomvien. Den er en talrig ynglefugl i Grønland, men i Danmark er den en meget sjælden gæst.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig