Jacamarer
Hvidøret jacama (Galbalcyrhynchus leucotis) er en kraftigt bygget jacama med en længde på 18-21 cm. Den findes i det nordvestlige Sydamerika, hvor den lever i regnskov. Den ses oftest i skovlysninger og langs floder.
Af /iNaturalist.org.
Licens: CC BY NC 4.0

Jacamarer er en familie af spættefugle. Der kendes fem slægter med tilsammen ca. 18 arter, som er udbredt i tropisk Amerika. Deres nærmeste slægtninge er dovenfuglene.

Faktaboks

Også kendt som

Galbulidae, glansfugle

Det er små til mellemstore fugle med en længde på 15-31 cm. I udseende minder de om biædere med et langt, spidst næb, lang hale og korte ben. De er ofte livligt farvede med metalskinnende og rødbrune farver.

Føden består af insekter, hyppigt sommerfugle, som fuglen opdager fra en udsigtspost og fanger i luften.

Parrene yngler i huller, som de udgraver i skrænter eller termitboer. Kuldet består af 2-4 hvide, glinsende æg, som ruges i tre uger. Ungerne er klædt i lange hvide dun (andre spættefugle har nøgne unger). De fodres af begge forældre og forlader reden efter 2-3 uger.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig