Thelodonter, (af gr. thele 'brystvorte', sigtende til de spidse skæl, og odous 'tand', gen. odontos), gruppe af små (5-30 cm) kæbeløse fisk (se Agnatha); kendes fra Tidlig Silur til Tidlig Devon (443-391 mio. år før nu). Thelodonter er oftest kun bevaret som skælaftryk, og mange former er dårligt kendt. De havde en krop med affladet bug- og rygside, som var dækket af små, aflange skæl, og et afstumpet, bredt hoved. Der var intet gællelåg; i stedet havde de op til otte små gællehuller langs hver bugfinne. Bug-, ryg- og gatfinner var ret små, men halefinnen var ofte veludviklet, særlig den nedre del. De levede måske af at suge bundslam op.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.