Antiarcher, armfisk, vidt udbredt gruppe af primitive fisk, der levede i Devon for mellem ca. 410 og 360 mio. år siden. Antiarcher tilhører gruppen placodermer og havde som de øvrige placodermer et kraftigt udviklet panser af benplader omkring hoved og forkrop; antiarcher synes dog at have haft gruppens kraftigste panser. Brystfinnerne var også beklædt med benplader og kunne kun bevæges i to led; ét ved kroppen og ét midt på finnen. De fleste antiarcher var små (15-50 cm lange), langsomme bunddyr. I modsætning til de øvrige placodermer levede de fleste arter af antiarcher i ferskvand.