Neobisium carcinoides er en af Danmarks almindeligste mosskorpioner. Den lever i skovbunden. Den er aktiv ved temperaturer over 0 °C og yngler fortrinsvis ved temperaturer på 15-18 °C.

.

Bogskorpionen (Chelifer cancroides) bliver 4,5 mm lang.

.

Mosskorpioner er en orden af 1-12 mm store arachnider (spindlere), som ligner små skorpioner. De har klosakse, men mangler skorpionernes lange hale med giftkrog. Mosskorpionerne er rovdyr, og hos visse arter rummer spidsen af klosaksen en giftkirtel, som bruges til at neutralisere små byttedyr. Andre vedhæng på forkroppen rummer spindekirtler, der producerer silke til redebygning.

Faktaboks

Også kendt som

Pseudoscorpiones

Der kendes lidt over 4.000 arter, hvoraf ca. 20 findes i Danmark. De fleste arter lever i troperne og subtroperne.

Mosskorpionerne er en meget gammel dyregruppe med fossile fund, der kan dateres til Devon for ca. 360-400 millioner år siden. Deres nærmeste slægtninge er solifuger.

De foretrækker fugtige omgivelser og findes derfor gerne under bark og i skovbundens løvlag. Nogle arter kan også træffes i fuglereder, mulvarpereder, bistader og i menneskets boliger. Sidstnævnte gælder bl.a. den 4,5 mm store bogskorpion (Chelifer cancroides), der især kan findes i gamle bøger i fugtige boliger.

Forplantningen sker ved indirekte sædoverførsel; hannen afsætter på et egnet underlag en sædpakke, som optages af hunnen. Der foregår ingen egentlig parring, men komplicerede parringsdanse udføres af visse arters hanner med det formål at få hunnen til at optage sædpakken. Hunnerne udviser yngelpleje, idet ungerne den første tid opholder sig i en rugepose, som moderen har hængende ved kønsåbningen. Her modtager ungerne næring fra hunnen.

Mosskorpioner kan spredes over store afstande ved at hægte sig fast til andre dyr med deres kraftige klosakse. Blandt de dyr, der anvendes til transport, er mejere, fluer, hvepse, biller, fugle og visse pattedyr.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig