Slørvinger
Slørvinger af slægten Nemoura på et blad af stor nælde.
Slørvinger
Af /Biofoto/Ritzau Scanpix.

Slørvinger er en orden af vingede insekter, hvis nymfer lever i rindende vand. De er udbredt over hele Jorden med ca. 3.500 arter, som fordeler sig på 16 familier. Slørvingerne har mange oprindelige træk fælles med græshopper og andre insekter med ufuldstændig forvandling.

Faktaboks

Også kendt som

Plecoptera

Den voksne slørvinge har to par store, oftest klare vinger, der i hvile holdes fladt hen over bagkroppen. Bagkropsspidsen har to trådformede vedhæng. Slørvinger findes ofte nær rindende ferskvand, hvor deres ungdomsstadier (nymfer) lever. Disse ligner det voksne individ, men mangler vinger og har gæller på forskellige dele af kroppen. Slørvinger stiller ofte store krav til vandkvaliteten og er derfor udmærkede miljøindikatorer og bruges ved forureningsbedømmelse.

Slørvinger i Danmark

Slørvinger
Nymfe af slørvingen Isoperla difformis fra Gjern Å. I Danmark kendes arten kun fra Jylland, hvor den til gengæld er vidt udbredt.
Af /iNaturalist.org.
Licens: CC BY 4.0

I Danmark findes ca. 25 arter, hvoraf de almindeligste tilhører slægterne Isoperla, Nemoura og Leuctra. De er forholdsvis små arter, som bliver 6-12 mm lange. Den største art, Dinocras cephalotes, hvis ca. 25 mm store nymfe findes i stærkt strømmende vand, fandtes tidligere i Grejså og Orten Bæk i Jylland. Den er dog ikke set siden 1949 og betragtes i dag som uddød i Danmark.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (2)

skrev Villads Claes

Billedeteksten bruger ordet "larve". Er en larve og en nymfe det samme?

svarede Thomas Bille

Det er godt set. Der skulle have stået "nymfe". Ordet "larve" bruges undertiden om nymfer, fx "guldsmedelarver", der rettelig burde hedde "guldsmedenymfer. Her er der dog ingen undskyldning, så vi siger tak for opmærksomheden og retter straks!
Mvh
Thomas Bille/lex.dk

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig