Almindelig skorpionflue (Panorpa communis). Hannens bagkrop kan minde om en skorpions, heraf navnet.

.

Skorpionfluer er en orden af insekter, hvor hannernes bagkrop i nogle familier minder en smule om skorpioners: den bliver smallere bagtil, og det sidste veludviklede led er opsvulmet og bæres hævet. Der er dog ingen ingen giftbrod. Med ca. 500 nulevende arter udgør de forholdsvis lille insektorden.

Faktaboks

Også kendt som

Mecoptera

De er meget forskelligartede. Hos de fleste skorpionfluer er hovedkapslen trukket ud i en "snude". En undtagelse er de små Nannochoristidae fra den sydlige halvkugle, som mangler en tydelig snude. De er den tidligst uddifferentierede familie, og deres larver lever i ferskvand.

Skorpionfluer har fuldstændig forvandling, og som et enestående primitivt træk har laverne bevaret typiske facetøjne. Bortset fra familien Nannochoristidae er larverne af alle skorpionfluer jordbundsdyr.

I Danmark er skorpionfluerne repræsenteret af to familier: de typiske skorpionfluer (Panorpidae) med fem arter og de næsten vingeløse og vinteraktive snelopper (Boreidae) med blot en enkelt art. Førstnævnte lever især af døde dyr, fx insekter i edderkoppespind, mens snelopper æder mos.

Mange fossile skorpionfluer er beskrevet fra Perm og senere, men en del af disse kan være primitive repræsentanter for andre insektgrupper. Gruppens nærmeste nulevende slægtninge er lopper og tovinger; førstnævnte er måske endda blot stærkt modificerede skorpionfluer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig