En uvinget boglus (Liposcelis sp.).

.

En vinget boglus (Trogium pulsatorium).

.

Barklus er en orden af meget små insekter med ufuldstændig forvandling og bidemund. Der kendes ca. 1.700 arter, hvoraf ca. 30 forekommer i Danmark.

Faktaboks

Også kendt som

Psocoptera, boglus

De er blødhudede, oftest kun et par millimeter lange insekter med stort, rundt hoved på en kort, slank hals og ret lange, tynde antenner. Voksne barklus har to par vinger eller er uvingede.

Barklus findes især på bark af træer og buske, hvor de lever af små alger, laver, svampetråde og dødt organisk stof, som findes på barken. Derfor kan de ofte også findes på algebevoksede mure eller træværk. De flyver sjældent, men nogle kan hoppe vha. fortykkede bagben. Æggene lægges i et spind.

Nogle kortvingede eller helt vingeløse arter lever af gammelt papir og lign. og kaldes boglus. De kan gøre skade på bøger, herbarier og insektsamlinger. Papiret skal være lidt fugtigt, let muggent som i huse, der er uopvarmede om vinteren. Sådanne steder er boglus almindeligt forekommende. Boglus er hvidlige, mens mange af de arter, man kan træffe i det fri, har farver, som får dem til at falde sammen med omgivelserne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig