Hammerhaj
Hammerhaj, Sphyrna lewini, på et koralrev ved Hawaii, USA.
Hammerhaj
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Hammerhajerne består af to slægter med i alt ti arter, som tilsammen danner hammerhajfamilien. De kendetegnes ved, at hovedet er forlænget på tværs med øjnene placeret yderst på forlængelsen. Den store afstand mellem øjnene gør bl.a. hajen i stand til at bedømme afstanden til byttedyr præcist.

Faktaboks

Også kendt som

Sphyrnidae

De varierer en del i størrelse. Således bliver den mindste hammerhaj, Sphyrna corona, kun ca. 90 cm lang, mens den største, Sphyrna mokarran, kan nå en længde på mere end 6 m.

Hammerhajer er vidt udbredt i tropiske og tempererede farvande. De foretager årlige migrationer og kan i perioder træffes i stort antal i bestemte områder, fx omkring isolerede øgrupper.

I 1937 blev en over 4 m lang hammerhaj angiveligt fanget ved Sjællands Odde, men en nærmere undersøgelse af et foto af den fangne haj på Zoologisk Museum i 2012 viste, at der i stedet var tale om den større, men totalt ufarlige brugde.

Den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN vurderer hammerhajer som en stærkt udnyttet dyregruppe i risiko for udryddelse.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig