snegle

Snegle har som regel et veldefineret hoved, en bred fod, raspetunge og indvoldene i en indvoldssæk. Denne indvoldssæk er underkastet en vridning, torsion, på 180° i forhold til hoved-fod-aksen. Vridningen har haft stor betydning for udformningen og funktionen af en række organer. Først og fremmest har den betydet, at kappehulen kom op i sneglens forende, lige over hovedet. En anden vigtig konsekvens er, at indvoldsnervestrengen krydses som et ottetal rundt om tarmen, der på samme sted viser en tydelig snoning. Det er væsentligt at understrege, at torsionen er en proces, der evolutionært har været helt uafhængig af skallens spiralsnoning. Torsionen har haft en række konsekvenser; således betyder kappehulens flytning til sneglens forende, at gæller og tilhørende kemiske sanseorganer sidder lige over hovedet. Desuden har det medført den store fordel, at hovedet let kan trækkes ind i kappehulen, der er dækket af skallen. En ulempe synes at være, at også gat og nyrer åbner i kappehulen, hvilket kan medføre problemer med forurening af hovedregionen. De mest primitive snegle har klaret dette problem ved at danne en slids i skallen og kappefolden, hvor affaldsprodukter kan udledes væk fra hovedet. Mere avancerede snegle har kun én gælle, der sidder på skrå i kappehulens venstre side, mens gat og nyreåbning sidder bagest i kappehulens højre side, så affaldsprodukter føres bagud.

Torsionen ses tydeligst hos forgællesneglene, hvor processen kan følges under larveudviklingen, og hvor nervestrengen altid er overkrydset (streptoneuri). Hos baggællesneglene er torsionen delvis ophævet, og kappehulen drejet om på højre side eller helt forsvundet som hos de skalløse former. Nervestrengen er i reglen stærkt forkortet, og kun hos de mest primitive arter ses en svag overkrydsning. Hos lungesneglene sidder kappehulen stadig i forenden; men nervestrengen er forkortet, og overkrydsningen herved ophævet.

Snegleskallen er for det meste spiralsnoet, men hueformede skaller er også almindelige. En snoet skal består af en central skalsøjle (columella) og et antal vindinger omkring denne. De øvre vindinger, over mundingen, kaldes spiret. De fleste snegle har en højresnoet skal, mens nogle få har en venstresnoet; en skal er højresnoet, når mundingen sidder til højre for skalsøjlen. Hos pyramidesnegle (familien Pyramidellidae), der af nogle henregnes til forgællesneglene, af andre til baggællesneglene, er larveskallen (protoconchen) venstresnoet, mens den voksne skal er højresnoet.

De fleste snegle har et par øjne og mindst et par følehorn; hos nogle lungesnegle sidder øjnene på spidsen af andet par følehorn. De fleste vandlevende snegle har også kemiske sanseorganer. Hos forgællesneglene sidder de nær gællen og kaldes osphradium; hos baggællesnegle sidder de på siden af hovedet.

Snegle bevæger sig vha. muskelsammentrækninger med den brede, muskuløse krybesål, som er beklædt med cilier. Slim udskilles af kirtelceller og danner et lag mellem sålen og underlaget. Slimsporet er en indikator for, hvor der har været snegle.

Sneglene er udviklet fra en symmetrisk opbygget (bilateral) stamform med en enkelt skal og en bred krybesål. Man er ikke helt enig om, hvorvidt stamformen har haft en hueformet eller en spiralsnoet skal, men i alle tilfælde må stamformen have været tæt beslægtet med nulevende urbløddyr (monoplacophorer).

Den traditionelle opdeling i forgælle-, baggælle- og lungesnegle er nu langsomt ved at blive opgivet, bl.a. fordi forgællesneglene ikke danner en "naturlig" gruppe med én fælles stamform og alle dens efterkommere. Man er også næsten sikker på, at baggællesneglene ikke er en naturlig gruppe. Lungesneglene er tilsyneladende en naturlig gruppe, men det er uvist, om gruppen har sit udspring inden for de tidligste former af baggællesnegle, eller om stamformen var en forgællesnegl. Der er en del mindre, artsfattige familier, hvis tilhørsforhold er problematiske, fx pyramidesneglene, som af biologerne er blevet flyttet frem og tilbage mellem for- og baggællesnegle, samt perspektivsnegle, som tidligere henregnedes til forgællesnegle. Disse familier placeres nu i nærheden af de tidligste baggællesnegle. Molekylærbiologiske metoder vil muligvis kunne afklare slægtskabsforholdene.

Snegle har eksisteret siden grænsen mellem Prækambrium og Kambrium (ca. 545 mio. år før nu). Tidlige snegle var noget anderledes end nulevende. Hvis palæozoiske snegleskaller beskrives matematisk, er de som helhed mere forskellige end de nulevende og udfylder mere af det samlede formrum, der er til rådighed. Denne relative formrigdom forsvandt mod slutningen af Palæozoikum (ved udgangen af Perm ca. 248 mio. år før nu). Fossile snegle fra Tertiær er meget lig nulevende snegle, og de fleste større nulevende grupper udviklede sig ved denne periodes begyndelse for ca. 65 mio. år siden eller før.

Former i gruppen Bellerophontida (Kambrium-Trias) havde symmetriske, spiralsnoede (planispirale) skaller. De er blevet tolket skiftevis som snegle og monoplacophorer (sidstnævnte er nok den herskende mening blandt fagfolk). En del havde flere par muskelfæster i skallen og en slids i kanten. Slidsen tolkes som ind- eller udstrømningsåbning for åndingsvand, og anus var placeret tæt ved denne.

Familien Platyceratoidea fandtes fra Tidlig Ordovicium til midt i Perm (ca. 480-270 mio. år før nu). Gruppens arter var obligate crinoid-koprofager, dvs. tilpasset livet over søliljers anus, hvor de levede af ekskrementer. Skalformen varierer meget, da den er tilpasset den enkelte sølilje, men den har i almindelighed få vindinger, en stor plan åbning og en ubrudt skalrand.

Patellogastropoder (Patellina, fx albueskæl) har en flad, hueformet skal og er de mest primitive af de nulevende snegle. Gruppen er næsten ukendt som fossiler, men de ældste fund er fra Silur.

Agersnegle (Deroceras agreste, D. reticulatum) kan optræde som skadedyr på planter, heriblandt i land- og havebrugsafgrøder og på prydplanter. I landbruget forekommer angreb især i vinterraps og vintersæd om efteråret, hvor bladene begnaves. I vintersæd kan kernerne udhules med manglende fremspiring som resultat. Da agersnegle ikke bærer hus, der kan hindre udtørring, er de henvist til at opholde sig, hvor der er fugtigt. Under fugtige forhold har de en meget stor opformeringsevne. Snegleangreb kan derfor være et problem på lerjord i år med meget nedbør. Ved kraftige angreb kan det være nødvendigt at omså marken helt eller delvis.

Angreb kan forebygges ved hyppig harvning før såning af vintersæd. Herved forstyrres og udtørres sneglene, og mængden af planterester (føde) reduceres.

I villahaver kan agersneglene og den lille sorte nøgen havesnegl (Arion hortensis) især være generende i køkkenhaven, hvor de i fugtige, lune somre kan ødelægge høsten af bl.a. jordbær, salat og squash.

Kemisk bekæmpelse er desuden mulig med specielle sneglemidler. Se også skadedyr og dræbersnegl.

Gastronomisk anvender man både forgælle- og lungesnegle, men kun arter med skal. Til landsneglene hører vinbjergsneglen, Helix pomatia, der stammer fra vinområderne i Bourgogne og Alsace og menes at være indført til Danmark af munke i middelalderen. Den opnår sin fulde størrelse efter 5-7 år og opdrættes i Danmark sammen med den store, grå snegl, Helix aspera, som er spiseklar efter ca. seks måneder og mest sælges som konserves eller dybfrost; vilde bestande af vinbjergsnegle er fredet i Danmark. Før tilberedning skal sneglene gå på skyllet salat for at rense spisevejene. Dernæst skal de faste i kasser med høj luftfugtighed, hvor de jævnlig vendes, for at de ikke skal gå i dvale. Sneglene koges, udtages af huset og kan fx gratineres med hvidløgssmør eller ost eller bruges i ragouter.

Til de vigtigste spiselige havsnegle hører den lille mørkegrå strandsnegl bigorneaux, Littorina littorea, som efter kogning i saltvand tages ud med en knappenål og spises med kryddervineddike. Til konkerne, hvis lysebrune eller rosa, kegleformede huse kan blive indtil 15 cm, hører 8-10 forskellige arter, som især spises i Frankrig og fransktalende lande i fx supper eller farseringer. Den flade, øreformede søøre eller abalone, Haliotis, der er udbredt i alle varme have, kan blive 20-25 cm; kun den hvide del af muskelkødet koges og spises. I Japan bruges søørekødet råt i sashimi.