Belemnitter
Illustration af en belemnit af slægten Cylindroteuthis som den formentlig har set ud i levende live.
Belemnitter
Af /Science Photo Library/Ritzau Scanpix.

Belemnitter er en uddød gruppe af blæksprutter med indvendigt skelet. De kendes især fra vættelys, som er de forstenede rester af blæksprutternes rostrum.

Faktaboks

Etymologi
Ordet belemnit kommer af græsk belemnon 'kastespyd, pil' og -it.
Også kendt som

Belemnitida, vættelys

Udseende og levevis

Blæksprutterne havde sandsynligvis ti arme, og deres bevægelsesmåde og kropsstilling i vandet mindede sikkert meget om moderne tiarmede blæksprutters. Belemnitterne antages at have været rovdyr, der holdt til i de øvre vandmasser på forholdsvis lavt vand.

Tidsperiode

Vættelys er de fossile rester af belemnitter. De er især talrige i visse geologiske lag, som er aflejret på lavt vand, hvor vandbevægelsen har sorteret materialet efter størrelse. I Danmark findes vættelys bl.a. i kalkaflejringer fra Kridt.

.

Belemnitterne kendes fra midten af Karbon for ca. 300 mio. år siden, men bliver først hyppige i aflejringer fra Jura og Kridt. Mange arter, måske alle, uddøde ved Kridt-Tertiær-grænsen for ca. 65 mio. år siden, men ukarakteristiske former, som kan minde om belemnitter, er dog fundet i Eocæn.

Fossiler af belemnitter

De bevarede rester af belemnitter består som regel kun af en cigarformet, 2-20 cm lang, massiv cylinder af calcit (rostrum, også kaldet vættelys). I den ene ende har rostrum en konisk fordybning (alveole), hvori der oprindelig sad en tyndvægget, kamret struktur af aragonit (phragmocon). Denne var forsynet med en fremadrettet tunge, ligeledes af aragonit (pro-ostracum). Phragmocon og pro-ostracum er kun undtagelsesvis bevaret. Phragmoconens kamre var sikkert gasfyldte (luftfyldte) og gav dyret opdrift.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig