Paddefisk, Batracoidiformes, fiskeorden, der er beslægtet med tudsefisk. Paddefisk har et bredt og let fladtrykt hoved og små eller ingen skæl. Med de kraftige kæber kan de knuse selv tykskallede bunddyr. De er træge bundfisk, der forekommer på ret små dybder i alle tropiske have med enkelte arter i brakvand. Nogle af ordenens ca. 65 arter har giftkirtler i forbindelse med gællelågspiggen og forreste rygfinne. Arter af slægten Porichthys, kadetfisk, har på undersiden hundreder af små lysorganer i artskarakteristiske mønstre. Nogle arter kan frembringe lyde med svømmeblæren, og mange kan klare sig i meget forurenet vand. Hannen vogter æggene til klækningen; de største arter bliver ca. 35 cm.