Havtaske front.

.

Havtaske.

.

Havtaske er en fisk med et meget bredt hoved, et enormt gab med mange sylespidse tænder og forlængede forreste rygfinnestråler. Den første er stærkt bevægelig og har i enden en hudlap. Med denne "fiskestang" kan havtasken lokke byttet, fx andre fisk, hen til sig. Når byttet er tæt nok på, åbner havtasken pludselig sit store gab, og byttet suges ind og fastholdes af de bagudrettede tænder.

Faktaboks

Også kendt som

Lophius piscatorius, bredflab

Havtasken kan blive 1,7 m og er vigtig i dansk fiskeri. Havtaskefamilien (Lophiidae) omfatter 25 arter i alle oceaner. De lever på bunden ned til omkring 1000 m. Havtasker hører til tudsefisk.

Gastronomi

Havtaske er en fremragende spisefisk med magert, fast, hvidt kød med fin spisekvalitet. Den er meget tilberedningsstærk og let at filetere og flå. Havtaske anvendes ofte som »hummerforlænger« i hummersuppe og i de klassiske hummerretter. Kinderne er ligeledes af meget fin kvalitet, og leveren (ankimo) værdsættes højt i Japan.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig