Flyveknurhaner, Dactylopteridae, familie, der hører til gruppen af panserkindede fisk. Den omfatter syv arter, der lever nær kysterne i alle tropiske have. Navnet skyldes de ekstremt forstørrede brystfinner, som man troede kunne bruges til flyvning. De bruges måske snarere som skræmmemiddel, idet de farvestrålende finner slås ud, hvis en fare truer. Flyveknurhaner kan blive op til ca. 50 cm.