Elmesyge,
visnesyge hos elm, udløst ved svampeangreb. De ydre symptomer er bladvisnen fulgt af toptørhed og vanrisdannelser. På tværsnit af syge gren- og stammedele ses mørke pletter eller ringe i vårvedsdelen af den yderste årring. Træerne dør i løbet af 1-2 år efter smitte. Nordamerikanske og europæiske elme er stærkt modtagelige for elmesyge, mens de asiatiske arter er mere modstandsdygtige og derfor anvendes ved resistensforædling.
Tre svampearter forårsager elmesyge: Ophiostoma ulmi, O. novo-ulmi og O. himalulmi. O. novo-ulmi er med de to aggressive racer NAN og EAN årsag til den seneste epidemi i Danmark i 1990'erne; arten blev første gang fundet på Fyn i 1978.
Svampen kan overføres fra træ til træ gennem rodsammenvoksninger (fx hos tætstående træer og allétræer), med inficerede motorsave eller ved ernæringsgnav af smittebærende elmebarkbiller (se barkbiller), først og fremmest stor elmebarkbille, Scolytus scolytus.
Ved ernæringsgnav i unge elmegrene i juni måned vinder svampen gennem gnavsåret indpas i årringenes store vårkar. Her udskiller svampen ved sin vækst i karrene dels et giftstof, cerato-ulmin, der påvirker cellemembranerne i bladene, dels stoffer, der udløser en lukning af karrene ved tylledannelse. De to forhold bevirker tilsammen, at bladene visner. Ingen effektiv bekæmpelse er kendt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.