skov - dyrkningshistorie og dyrkningsformer

Skov - dyrkningshistorie og dyrkningsformer, Skoven og dens resurser har altid spillet en vigtig rolle for mennesket. Jagt og indsamling af blade, frugter, rødder og svampe blev med tiden erstattet af græsning og fodring af tamdyr. Samtidig blev træer fældet og brændt for at skabe åbne arealer til husdyr- og agerbrug; denne udvikling fandt sted med bondestenalderens begyndelse for ca. 6000 år siden. Træ udgjorde en nærmest universel materiale- og energiresurse, indtil man i 1700-t. begyndte at anvende metalkonstruktioner og fossile brændstoffer.

Skovens træer er blevet fældet, uden at der er gjort noget aktivt for plantesamfundets beståen; man betegner et sådant skovbrug som ekstraherende. Afhængigt af hugstens intensitet og de naturlige forudsætninger for genvækst (nedbør, jordbundsforhold m.m.) kombineret med fx en stor vildtbestand, husdyrgræsning eller rydning til fordel for landbrug og bebyggelse har denne type skovbrug bidraget til en markant reduktion af det oprindelige skovareal. Allerede i antikken oplevede dele af det tætbefolkede Middelhavsområde omfattende skovødelæggelser, og Danmark er ingen undtagelse. Fra at have været næsten fuldstændig skovdækket efter den sidste istid (for ca. 10.000 år siden) havde Danmark omkring 1800 kun et skovareal på ca. 3%.

Længe før skov- og træmangel havde udviklet sig til et generelt problem inden for større geografiske områder, gjorde fænomenet sig gældende lokalt, meget ofte i forbindelse med resursekrævende anlæg eller virksomheder. Det var derfor netop sådanne steder, at metoder til en mere langsigtet træproduktion udvikledes. Den tidligste type reproducerende skovbrug synes at have været systematisk beskæring af unge træers skud med en fast, flerårig rotation (stævningsskovbrug). Resultater af denne form for skovbrug kendes i Danmark fra fund af titusindvis af middelstore hasselgrene, anvendt i fiskefangstanlæg fra bondestenalderen. I historisk tid videreudvikledes dette primitive skovbrug især i tilknytning til bjergværker, der efterspurgte store mængder af såvel tømmer som brændsel; senest fra 1300- til 1500-t. blev skove i mellemeuropæiske minedistrikter systematisk forynget kunstigt ved plantning og såning i afgrænsede skovafdelinger, hvor alle træer var fældet samtidig (renafdrift).

Fra sidste halvdel af 1700-t. blev skovbruget i bl.a. Tyskland og Danmark præget af en større videnskabelig og praktisk indsigt; skovbrug blev en praktisk videnskab, der banede vejen for en langsigtet skovdrift, der var med til at sikre ikke alene skovens overlevelse, men også dens udvikling og vækst. I Danmark kom det tidligst til udtryk i Johann Georg von Langens driftsplanlægning i de kongelige skove i 1760'erne samt i Fredskovsforordningen af 1805, hvorefter eksisterende skovarealer i al fremtid skulle vedblive at være skov.

I globalt perspektiv er aktuel eller truende skovmangel søgt imødegået med indførelse af reproducerende skovbrug og -dyrkning, men det ekstraherende skovbrug er stadig dominerende, især i ulande. Gennem de seneste ca. 200 år har forøgelsen af den internationale handel nemlig gjort det muligt at inddrage stadig fjernereliggende skovområder i verdensøkonomien. Fra økonomiske centre i Vesteuropa og det østlige USA er der handlet tømmer over hele kloden. I samme periode har de fattige landes voksende befolkninger i stadig højere grad udnyttet de lokale naturresurser; bl.a. regner man med, at ca. 40% af verdens årlige træproduktion anvendes som brændsel i den tredje verden.

For at standse den globale skovødelæggelse forsøger man gennem internationale aftaler og ved hjælp af udviklingsbistand og produktkontrol at gøre ulandenes skovbrug reproducerende.

Læs mere om skov.