Refugium, (lat. 'tilflugt, tilflugtssted', afledn. af refugere, af re- og fugere 'flygte'), i biologi et område, hvor planter og dyr har kunnet overleve ugunstige perioder, fx istider. I Skandinavien er de fleste arter indvandret fra syd og øst efter den sidste istids afslutning. Blandt fjeldplanterne findes dog en gruppe på ca. 30 arter, der mangler i Europa, men forekommer i Grønland og Nordamerika. Den norske botaniker Axel Blytt fremførte på baggrund heraf i slutningen af 1800-t. den teori, at disse arter havde overlevet i isfri områder. Der kunne enten være tale om kystfjeldsrefugier i Sydnorge, hvor høje, stejle fjelde ligger forholdsvis tæt ved kysten og ville rage op over indlandsisen (svarende til nunatak-områderne i Sydgrønland), eller om tundrarefugier i Finnmark, hvor forholdene kan have lignet dem i isfri områder i Nordgrønland.