Alpin vegetation, plantesamfund oven for bjergområders trægrænse. Bevoksningen domineres af flerårige urter, dværgbuske, græsser og halvgræsser, som ofte har en tæt, pudeformet vækst. Kalkholdige enge i Alperne er specielt rige på urter. Mange af urterne har store, kraftigt farvede blomster; det gælder fx arter af ensian, ranunkel, klokke, troldurt og potentil.

I Europa forekommer mange alpine planter (oreofyter) både i arktiske egne, i de centraleuropæiske bjergområder samt til tider i de sydeuropæiske bjerge, mens de mangler i det mellemliggende lavland — en arktoalpin udbredelse. Sandsynligvis er en oprindeligt sammenhængende udbredelse efter istiden blevet splittet op, da klimaet blev varmere.

Frekvensen af endemiske arter, dvs. med begrænset lokal udbredelse, øges mod ækvator og er højest på isolerede bjergmassiver i Middelhavsområdet, fx på Kreta og i Sierra Nevada. Overgangen fra bjergskov til alpin vegetation markeres ofte af et bælte af krogede træer, Krummholz, der i Alperne overvejende er bjergfyr (Pinus mugo).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig