Thailand – planteliv, Thailands rige vegetation med 10.000-12.000 arter er inddelt i en nordlig og en sydlig del af den plantegeografiske grænse, som strækker sig tværs over Malaccahalvøen ved ca. 10° n.br. Syd for denne grænse dominerer den stedsegrønne malaysiske regnskovsvegetation, mens klimaet nord herfor er udpræget sæsonbetinget, og lavlandsvegetationen løvfældende; dette bliver mere udpræget, jo længere nordpå man bevæger sig. Størstedelen af lavlandets vegetation er dog ryddet og erstattet af landbrugsland. De største sammenhængende skovområder findes langs grænsen til Myanmar.
I Nordthailand domineres lavlandet af løvfældende træer af slægten Dipterocarpus, kaldet Yang, og en rig blandingsskov med bl.a. teak (Tectona grandis). Med stigende højde over havet ændres vegetationen, og i ca. 1000 m højde findes overvejende stedsegrøn skov domineret af bøgefamilien (Fagaceae) med slægter som eg (Quercus) og Castanopsis, laurbærfamilien og subtropisk-tempererede elementer som Magnolia. Højere oppe indfinder fyr (Pinus) og Rhododendron sig.
I Østthailand, hvor nedbøren er ringe, er store områder præget af savanneagtig vegetation med tornet krat. Langs beskyttede kyster træffes mangrove, og i Sydthailand ferskvandssumpskove.
Læs mere om Thailand.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.