I de nordligste dele er vegetationen subtropisk med bl.a. mangrove og rester af kauriskov. På vestsiden af Sydøen findes tæt, tempereret regnskov med bl.a. sydbøg (Nothofagus), træbregner, Christmas tree (Metrosideros) og sydlige slægter af nåletræer som fx Podocarpus og Dacrydium. På den tørrere østside dominerer steppeagtig vegetation med tueformede græsser (tussock grass), delvis som resultat af skovrydning. I bjergene findes mange pudeplanter, bl.a. vegetable sheep (Raoulia) og andre slægter i kurvblomstfamilien. De fleste blomster er hvide, hvilket sandsynligvis er en evolutionær konsekvens af manglen på bestøvende insekter som fx bier, sommerfugle og andre insekter med farvesyn.

Lavlandsfloraen har overvejende tilknytning til Stillehavsområdet, mens bjergplanterne ofte har slægtninge i det sydlige Sydamerika eller hører til generelt nordlige grupper, fx ranunkel, star og ensian. Den plantegeografiske tilknytning til Australien er forholdsvis svag; fx mangler eukalyptus. Mindst 80% af landets oprindelige plantearter er endemiske, dvs. at de kun findes der, men kulturlandskabet domineres i dag af indslæbte europæiske arter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig