Vandrådet, offentligt råd, nedsat i 1997 til at administrere en særlig støtteordning, Vandfonden, for små vandforsyninger, der måtte investere i nye boringer og anlæg pga. forurening, de ikke selv var skyld i. Vandrådets ni medlemmer blev udpeget af miljøministeren, de otte efter indstilling fra leverandører og brugere af drikkevand: vandværksforeninger, amter og kommuner, landboforeninger samt Danmarks Naturfredningsforening. Miljøstyrelsen var sekretariat for rådet. Rådet og fonden blev nedlagt i 2002.