fredning

De første fredninger i Danmark skete allerede i 1805. Her fastsatte statsmagten gennem fredskovsforordningen (se fredskov) strenge begrænsninger i herremændenes og bøndernes mangesidede udnyttelse af skovene for at sikre nationens træforsyninger. I løbet af 1800-t.s første halvdel skete der en udvidelse af dette nationaløkonomiske fredningsbegreb med en romantisk og kulturhistorisk dimension. Det kom til udtryk gennem fredninger af unikke og mystiske genstande. Naturen blev først tilgodeset gennem Jagtloven fra 1871, idet enkelte dyrearter blev fredet. 1800-t.s stærke udvikling i landbrugssektoren og særlig hedeopdyrkningen gav anledning til, at Gammelmose i Gentofte blev fredet i 1844. Omkring 1900 erhvervede staten Borris Hede, Råbjerg Mile og Fosdalen for at beskytte naturværdierne her.

Naturfredningstanken opstod nogenlunde samtidig i en række europæiske lande og i USA, der i 1872 fik sin første nationalpark, Yellowstone National Park (se også nationalparker). Tankegangen bag naturfredning var i vidt omfang naturvidenskabelig, men befolkningens rekreative behov, fx adgangen til stranden, var så store, at almenhedens adgang til naturen var et væsentligt emne, da Foreningen for Naturfredning på privat initiativ blev oprettet i 1911. Gennem pressen og politiske kontakter blev Foreningen for Naturfredning, den senere Danmarks Naturfredningsforening, en vigtig inspirator for den første egentlige naturfredningslov fra 1917.

Loven indeholdt såvel en naturvidenskabelig dimension: beskyttelsen af naturen, som en social dimension: befolkningens muligheder for adgang til naturen. De samme to dimensioner indgår også i dag med stor vægt i lovgivningen. Loven introducerede det særlige danske fredningssystem, hvor særlige domstole, fredningsnævn, varetager opgaverne med at gennemføre fredninger af konkrete områder. Siden 1917 er ca. 5 % af Danmarks areal blevet fredet. Loven gav adgang til færdsel langs strandene og i de offentlige skove. Først i 1970 blev de private skove åbnet for færdsel på stier.

Ved en lovrevision i 1937 blev kysterne beskyttet imod bebyggelse nærmere end 100 m fra stranden. Landets resterende ca. 20.000 gravhøje blev fredet, og reklamer i det åbne land blev forbudt.

Ud over den klassiske fredning, hvor man fx freder hedeområder og bakkelandskaber, har mange lovændringer udvidet fredningsbegrebet. Der er således lavet beskyttelseslinjer omkring værdifulde landskabselementer, der begrænser mulighederne for at bygge i landskabet. Der er fri adgang til strande, udyrkede områder, til alle offentlige skove og de fleste private skove. Fortidsminder som gravhøje, stendysser og voldsteder må ikke ødelægges. Alle vigtige naturområder som overdrev, enge, moser, søer, vandløb og strandenge af en vis størrelse må kun opdyrkes eller ændres, hvis fredningsmyndighederne giver tilladelse. Miljøministeren kan frede statsejede arealer og dele af søterritoriet og fiskeriterritoriet ved en bekendtgørelse.

Fredning af vilde dyr og planter kan ske ved bekendtgørelse, der udstedes af miljøministeren, men ellers fastsættes jagttiden på fugle og visse andre dyr efter Jagtloven. Alle fugle er fredede med undtagelse af dem, der udtrykkelig er nævnt som jagtbare, fx gråand og fasan. Efter Jagt-og Vildtforvaltningsloven etableres endvidere vildtreservater og jagt- og forstyrrelsesfri kerneområder til beskyttelse af vildtet. For fisk gælder, at nogle arter er fredet i forbindelse med gydningen, fx laks. Den særlige lakseart snæbel er totalfredet. Der er udarbejdet særlige forvaltningsplaner for fx bevaring af laksen i Skjern Å. Havfiskeriet reguleres af EU gennem fastsættelse af fangstkvoter.

Begrebet naturfredning indtager en særlig rolle i beskyttelsen af Danmarks natur. Ved en såkaldt fredningskendelse kan man i et afgrænset område fastlægge en række fredningsbestemmelser, som tinglyses på de ejendomme, den vedrører. Formålet er at beskytte området imod uhensigtsmæssige forandringer og at regulere, hvorledes området må benyttes, herunder hvilken offentlig adgang der er til arealet. Der kan endvidere fastlægges plejeforanstaltninger, som giver det offentlige mulighed for at pleje området på en bestemt måde.

En fredning indskrænker ejernes eller andre rettighedshaveres rådighed over deres faste ejendom. Dette kan ske tvangsmæssigt og mod erstatning.

Eksempler på større fredninger i Danmark er Jægerspris Nordskov i Horns Herred, fredet 1988. Fredningen omfatter ca. 360 ha og har til formål bl.a. at sikre løvskoven, og at dele af skoven samt udvalgte gamle træer bevares urørte.

Arreskov Sø på Fyn blev fredet i 1995. Fredningen omfatter ca. 824 ha, herunder selve søen med omgivelser. Fredningen har til formål at sikre de naturhistoriske, naturvidenskabelige, landskabelige og kulturhistoriske værdier samt at regulere offentlighedens ret til færdsel og ophold i området.

Mols Bjerge på Mols er fredet i to omgange, hhv. nordlige del i 1984 og sydlige del i 1994. Fredningen omfatter i alt ca. 2445 ha. Fredningen sikrer de landskabelige, naturhistoriske og kulturhistoriske værdier, idet områdets karakter af landbrugs- og skovbrugsområde samtidig opretholdes. Fredningen giver mulighed for at foretage naturpleje, bl.a. ved kreaturgræsning og rydning af bevoksninger.

Lille Vildmose er Danmarks største fredning med i alt 7500 ha, fredet 2007.

Der var tidligere nedsat et fredningsnævn for hvert amt; i dag (2013) er der i alt 13. Fredningsnævnene består af en formand, et af miljøministeren valgt medlem samt kommunalt udpegede medlemmer. Fredningsnævnets afgørelser om fredning og erstatning kan indbringes for Natur- og Miljøklagenævnet. Fredningssager kan rejses af miljøministeren ved Naturstyrelsen, kommunalbestyrelsen eller Danmarks Naturfredningsforening.

Frem til By- og landzoneloven fra 1969 og Råstofloven fra 1972 var fredning den eneste mulighed, offentlige myndigheder havde, for at kunne forhindre ejeres frie ret til at bygge eller til at indvinde råstoffer, fx grusgravning. Ved en fredning etableres der normalt et forbud mod fx at bygge eller at indvinde råstof. Det er nu reguleret efter Planloven og Råstofloven. Hermed gør man endeligt op med en bebyggelsesmulighed eller anden udnyttelse. Herudover fastlægges ofte særlige bestemmelser for den pågældende ejendom mht. offentlig adgang, tilstand og pleje. Ved en fredning kan det ligeledes besluttes, at det offentlige overtager bestemte ejendomme eller dele heraf.

Fredning har i tidens løb fra den første naturfredningslov i 1917 naturligt undergået en forandring i forhold til skiftende problemstillinger, økonomi, øvrige retsregler og de politiske ønsker. Fra 1917 til den næste lovrevision i 1937 blev fortrinsvis fredet enkeltfænomener såsom træer og stengærder, og der blev kun gennemført få større fredninger, fx Hanklit og Tibirke Bakker.

Problemerne med at sikre kyster og gravhøje ved konkrete kendelser blev imidlertid for store pga. ønsker om bebyggelse og den stigende opdyrkning af landet. Dette resulterede i 1937 i en lovrevision, der beskyttede kyster og gravhøje imod byggeri inden for en afstand af 100 m. Det samme gjaldt skovbrynene, hvor byggeri inden for 300 m krævede en tilladelse fra fredningsnævnene.

I 1937 rykkede fredningsadministrationen til Statsministeriet og blev således med statsminister Stauning hævet lidt over fagministerierne. Stauning havde stor interesse for naturen og medvirkede aktivt til bl.a. at sikre, at københavnerne fik mulighed for at bade ved Øresundskysten. Efter Springforbiplanen blev Bellevue, Stauningsplæne og arealerne ud for Eremitageslottet frilagt ved opkøb og nedrivning af bebyggelsen. I 1961 overførtes naturfredningen til Kulturministeriet. Der blev nedsat en naturfredningskommission, som skulle gennemgå problemerne med beskyttelsen af naturen, dvs. fredningsinteresserne over for anden arealanvendelse. Efter naturfredningskommissionens afslutning i 1967 blev der foretaget en omfattende ændring af lovgivningen i 1969, og samtidig indførtes By- og landzoneloven, som gjorde op med grundejernes ret til at bygge overalt i landet.

I 1960'erne og -70'erne blev nedsat særlige statslige regionale udvalg med kommunal repræsentation og repræsentanter fra interesseorganisationerne i de såkaldte fredningsplanudvalg. Her blev grundstenen lagt til fredningsplanlægningen og til omfattende landskabssikringer. Store sammenhængende landskabsområder blev fredet, fx Jyske Ås, Tystrup-Bavelse, Mossøområdet og Vejle Ådal. I 1972 blev sikringen af landskaber ved fredning suppleret med Lov om erhvervelse af fast ejendom til fritidsformål. Efter denne lov kunne staten købe ejendomme for at sikre naturen. Fredningsinteresserne indgik samtidig i regionsplanlægningen, således at denne planlægning dannede grundlag for administrationen af andre love som rettesnor for, at myndighederne ikke tillod en benyttelse i strid med naturen.

I 1973 blev fredningsområdet et af de områder, som indgik i det dengang nye Miljøministerium. En særlig styrelse, Fredningsstyrelsen, blev etableret i 1975 til at arbejde med fredninger såvel i naturen som på bygningsfredningsområdet. Fredningsstyrelsen blev i 1987 slået sammen med Skovstyrelsen til Skov- og Naturstyrelsen som en understregning af, at skoven er en del af naturen, og at der er sammenhæng mellem naturbeskyttelse og forvaltningen af de statsejede skov- og naturområder. Fredningsområdet administreres nu af Naturstyrelsen.

Fra 1989 er fredningsarbejdet blevet suppleret med begrebet naturgenopretning. Det finansieres ved, at der årlig på Finansloven stilles et beløb til rådighed for, at staten kan sikre og genoprette natur, som er blevet ødelagt. Herved er der gennem naturforvaltning genskabt en række større og mindre naturlokaliteter, navnlig søer, rundt om i landet. Eksempler er Spøttrup Sø i Salling og genopretning af Skjern Å.

Gennem årene er fredning i stigende grad også blevet et internationalt anliggende. Brundtlandrapporten og Riokonferencen har medvirket ved begrebet bæredygtig udvikling, og internationale konventioner, fx Konventionen om den Biologiske Mangfoldighed (se biodiversitet) samt Ramsar-, Bern- og Bonnkonventionerne, sikrer beskyttelse af natur og dyr over landegrænserne. HABITAT-områder og EF-fuglebeskyttelsesområder er med til at sikre Europas plante- og dyreliv. EU giver økonomisk støtte til at genoprette og sikre dansk natur. Naturvenlig skovtilplantning og pleje sikres gennem særlige tilskudsordninger ved aftaler med skovejerne.

Beskyttelse af naturen er blevet en fast bestanddel i den lovgivning, der regulerer sektorerne, og regeringen fastlægger konkrete mål for en ønsket naturtilstand. Efter Kystloven fra 1994 skal landets frie kyststrækninger bevares gennem planlægning af bebyggelsen. Strandbeskyttelseslinjen er ved en særlig lov blevet udvidet til 300 m (dog med en konkret fastlæggelse af linjen, hvor der er bebyggelse). Skovloven fra 1996 skal beskytte naturskovområder og den biologiske mangfoldighed. Råstofloven fra 1996 skal beskytte værdifulde havområder imod råstofindvinding.

Det er besluttet af anlægge fem nationalparker, og der skal efter Miljømålsloven opstilles særlige mål for naturtilstanden i NATURA 2000-områder. Forsvaret har for sine militærarealer (ca. 32.000 ha) fastsat særlige plejebestemmelser, der vedligeholder naturtilstanden. I 2002 vedtog regeringen Danmarks Nationale Skovprogram om udvikling af bæredygtig skovdrift og at 10 % af det samlede skovareal inden 2040 skal have biodiversitet som det primære driftsformål med skoven.

Den generelle beskyttelse af naturen, som er blevet udbygget gennem de sidste årtier, har ikke overflødiggjort arbejdet med fredning. Fredninger skal fortsat benyttes til at værne de mest værdifulde arealer, og her foretages en konkret afvejning af de forskellige beskyttelses- og benyttelsesinteresser, som knytter sig til det pågældende område. Yderligere er fredninger den mest effektive beskyttelse. Der er stort set ikke hidtil eksempler på, at fredninger er blevet tilsidesat ved byudvikling og anlægsarbejder.