Øresundskommissionen, kommission nedsat ifølge en svensk-dansk regeringsaftale af 1974. Aftalen stiller bl.a. krav om, at der mindst skal foretages biologisk rensning i kommunale spildevandsrenseanlæg og i visse tilfælde også fosforreduktion. Kommissionens opgave var at følge de indgåede forpligtelser og at samordne forsknings- og overvågningsaktiviteten vedr. Øresunds vandkvalitet. Efter gennemførelsen heraf blev kommissionen nedlagt i 1992. I 1995 blev aktiviteten fulgt op af Øresundsvandsamarbejdet.