Insektvirus, talrige forskellige virus, såvel DNA- som RNA-virus, som kan inficere insekter. Nogle virus angriber udelukkende insekter, mens andre også kan inficere andre organismer, fx mennesket. Visse virus dræber insekterne, mens andre blot medfører kortvarige sygdomme. De dræbende virus benyttes i stor udstrækning som biologisk bekæmpelsesmiddel over for skadevoldende insekter. Det drejer sig om en række virus af familien Baculoviridae (se Baculovirus), som angriber forskellige insektgrupper, og hvis livscyklus er blevet grundigt undersøgt.

En meget speciel virusfamilie, Polydnaviridae, findes hos forskellige parasitære hvepse, som lægger deres æg i fremmede insektlarver. Arvemassen hos disse virus består af 15-30 forskellige ringformede, dobbeltstrengede DNA-molekyler med størrelser fra 2000 til 28.000 basepar. Hos de inficerede hvepse findes disse DNA-molekyler indbygget som et provirus i hvepsens DNA og udgør således en del af arvemassen i alle hvepsens celler. Viruspartikler dannes dog udelukkende i cellerne i æggelederen, og når hvepsen lægger æg i en insektlarve, overføres virus med æggene. I den angrebne larve vil virus modvirke larvens forsvar mod udviklingen af det fremmede æg til en hvepselarve.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig