Spore. Planternes tidlige udviklingshistorie. Slægtskabsanalyser tyder på, at der især i den geologiske periode Silur fremkom mange nye plantegrupper, som først kendes med sikkerhed, dvs. som fossiler, fra senere geologiske lag (vist med grøn). Alle de grupper, som fandtes ved afslutningen af Karbon, har overlevet til nutiden.

.

Spore, en- eller flercellet formeringsenhed eller hvilestadium, som i de fleste tilfælde frigøres fra moderindividet og vokser op til et nyt, selvstændigt individ.

Faktaboks

Etymologi
Ordet spore kommer af græsk sporos 'såning, sæd', af samme indoeuropæiske rod som sperma.

Bakterier

Visse bakterier, fx Bacillus og Clostridia, kan danne små, fortættede, hvilende former, som er modstandsdygtige over for fysiske og kemiske påvirkninger. Ved fødemangel produceres sporerne i de levende bakterier, ved at arvemassen (DNA) indkapsles i en tæt, modstandsdygtig væg.

Alger, svampe og planter

Sporer kan dannes ved ukønnet eller efter kønnet formering som led i reproduktionen, men kan også fungere som spredningsenheder, diasporer, og/eller overlevelsesenheder, hvilesporer. Sidstnævnte er tykvæggede og derfor meget modstandsdygtige under ugunstige kår.

Ukønnede sporer kan dannes på vidt forskellige måder. Hvilesporer som akineter og klamydosporer hos hhv. alger og svampe opstår ved omdannelse af almindelige celler, mens der ved cyster dannes en ny cellevæg inden for den gamle. Mange svampe danner konidier enten ved afsnøring fra svampetråde, hyfer, eller i særlige beholdere. Cyanobakterier kan danne exosporer ved afsnøring eller endosporer inde i en celle. De fleste sporer dannes dog i sporangier; dette gælder fx de ubevægelige aplanosporer og de svingtrådsbærende zoosporer.

En del sporer er zygoter, som udvikles til hvilesporer. Oosporer dannes ud fra befrugtede ægceller, mens zygosporer (koblingssporer) opstår ved fusion af hyfer eller ubevægelige kønsceller. Hos kiselalger forvandles zygoten til en auxospore, hvis øgede størrelse genopretter den maksimale cellestørrelse forud for videre vegetativ formering.

Hos sporeplanter med generationsskifte resulterer reduktionsdelingen (meiosen, se celledeling) i dannelse af meiosporer. Hos sæksporesvampe og stilksporesvampe benævnes disse hhv. ascosporer og basidiesporer, hos rødalger tetrasporer. Hos mosser og karsporeplanter (bregner, ulvefødder og padderokker) dannes sporerne i sporehuse, der udgør en fremtrædende del af plantens livscyklus. Nogle karsporeplanter danner to slags sporer, mikrosporer og makrosporer, som giver ophav til hhv. hanlige og hunlige gametofytter.

Hos frøplanter er sporerne uanseelige og frigøres aldrig fra moderplanten, men udvikles i stedet til mikroskopiske gametofytter, der ligger i hhv. frøanlæg og pollensække. Spredningsfunktionen er her overtaget af frøet, se formering.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig