Mikrobiologi (Sygdomme), Udforskningen af de store infektionssygdomme har været en væsentlig drivkraft for mikrobiologiens udvikling. Flere sygdomme er blevet udryddet, fx kopper, eller kan behandles effektivt, fx kolera, syfilis, gonoré og hundegalskab.

Denne udvikling er sket samtidig med, at store dele af verdens befolkning har fået bedre levevilkår eller adgang til bedre medicinsk behandling. Ændret levestil medfører, at andre sygdomme er blevet hyppigere, fx Salmonella- og Yersinia-infektioner via fødevarer samt Chlamydia og hiv overført ved seksuelt samvær. Nogle sygdomme er fortsat farlige, fx malaria, der forårsages af parasitter, som har vist sig hurtigt at kunne udvikle resistens; den generelt øgede brug af antibiotika har medført, at resistens mod de benyttede antibiotika, fx penicillin, er blevet et udbredt problem. Antibiotikaresistens kan overføres mellem bakterieformer, og der kan med tiden opstå multiresistente bakterier. Den biologiske evolution er ikke sat ud af kraft under bekæmpelsen af mikroorganismer, og det må forventes, at der også i fremtiden vil opstå bakterier, svampe og virus med nye egenskaber og nye sygdomme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig