Inokulation bruges diagnostisk, ved at man sprøjter materiale ind i dyr. Metoden benyttes især, hvis der ikke er andre måder at dyrke materialet på. Eksempelvis kan betændt væv eller urin sprøjtes ind i låret på et marsvin ved mistanke om tuberkulose for at undersøge, om marsvinet efterfølgende viser tegn på sygdommen. I dag anvendes sådanne forsøg sjældent og mest ved undersøgelse af nyopdagede mikroorganismer.
Ved brug af "levende" vacciner på mennesker, fx BCG-vaccinen mod tuberkulose, bruges også betegnelsen inokulation. Inokulation adskiller sig fra vaccination, ved at smitstoffet, der indføres i kroppen, er svækket og ikke fremkalder sygdom; man udsættes således for samme type mikroorganismer, der forårsager sygdom, men i stedet for at blive syg, bliver man immun over for sygdommen.
Når et smitstof indføres direkte i blodbanen, fx ved sprøjtestik, insektbid, seksuel kontakt eller blodtransfusion, kaldes dette inokulationssmitte. Sådan smitter bl.a. hiv, hepatitis B- og hepatitis C-virus samt Borrelia. For at undgå smitte ved blodtransfusion eller brug af blodprodukter undersøges donorblod (screenes) for de sygdomme, der er risiko for at overføre med blodet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.