.

Plov. To plovfurer set i profil. Øverst en situation med forplov, hvor det øverste hjørne af græsoverfladen skæres af og lægges nederst i furen, således at genvækst af plantemateriale forhindres. Nederst en situation uden forplov; her er der risiko for, at planterne vil gengro i striber.

.

En plov er et landbrugsredskab til jordbehandling.

Opbygning

En plov er opbygget af en hovedramme, hvorfra der udgår en arm, plovås, til hvert plovlegeme. Plovlegemet består af flere dele; nederst sidder plovskæret, der foretager vandret afskæring af jorden, som derefter løftes og vendes af muldpladen. Til at skære jorden fri lodret anvendes et knivformet jern, furekniven, der sidder over plovskæret, eller en rund skive, rulleskæret, som er monteret på plovrammen via en arm. Nogle plove er forsynet med en forplov eller halmskærer, der skræller en strimmel af den øverste jord og lægger den i bunden af den foregående fure, hvilket hindrer genvækst af plantematerialet.

For at beskytte ploven, hvis den skulle ramme en jordfast sten, kan den være udstyret med stenudløsere for hvert plovlegeme og rulleskær. Pløjedybden, typisk 16-22 cm, justeres via traktorens hydraulik samt landhjulet, der sidder bagest på ploven.

Den beskrevne plovtype er den mest almindelige og anvendes både som standardplov, hvor furerne lægges til én side, og som vendeplov (dobbeltplov), hvor furerne kan lægges skiftevis til højre og til venstre.

Historie

Ploven har siden oldtiden været betragtet som det vigtigste landbrugsredskab. Fra de tidligste former (se ard) udvikledes i det hollandske og nordvesttyske område langs Nordsøen i århundrederne f.v.t. muldfjælsploven, der var lavet næsten helt af træ. Fremskridtet ved muldfjælsploven var samspillet mellem langjernet (furekniven), som skærer et lodret snit, det vandrette plovskær, som underskærer furen, og muldpladen (muldfjælen), som vender den fritskårne fure.

Muligvis har muldfjælsploven fra begyndelsen også været udstyret med hjulforstel, den såkaldte hjulplov, men frem til senmiddelalderen har muldfjælsplove både med og uden hjulforstel været udbredte, og først derefter synes versionen med hjulforstel dominerende. Plovtypen blev udbredt i Europa med okser eller heste som trækkraft. Den kom til Danmark i løbet af yngre romersk jernalder (ca. 200-400 e.v.t.) og anvendtes indtil omkring 1860, hvor den blev helt afløst af svingploven. Svingploven blev udviklet i Flandern i 1700-tallet, men kom til Danmark fra England og USA. Pga. sin svungne muldfjæl kunne den pløje dybere og mere effektivt. I forbindelse med overgangen fra hjulplov til svingplov i løbet af 1800-tallet blev der fokuseret meget på at mindske kraftforbruget.

I overgangsperioden sås mellemformer, således hjulplove med svingplovsdele eller ombyggede hjulplove. Der udvikledes desuden et stort antal lokale varianter samt svingplove til bestemte funktioner i landbruget, fx vandfureplove til dræningsarbejde, hyppeplove til hypning af kartofler, undergrundsploven til dybdebehandling af jorden og vendeplove (bakkeplove), som blev udbredt i kuperede egne, fordi plovfuren kunne lægges ned ad bakken. En udbredt type var desuden reolploven, som først lagde overjorden over i den foregående plovfure, hvorefter resten af furen blev vendt. Udviklingen af svingploven skete i takt med den begyndende industrialisering; den blev et industriprodukt, fremstillet med stadig større brug af jern og efter midten af 1800-tallet udelukkende af jern.

Indførelsen af traktorer, især efter 1945, gav en væsentlig forøgelse af trækkraften. Det betød, at man kunne udvikle plove med flere plovlegemer og plove til ophæng i traktorens lift; siden er hydrauliske vendeplove blevet almindelige.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig