landbrug - udviklingen mod det moderne landbrug

Landbrug – udviklingen mod det moderne landbrug, Det første afgørende opbrud i landbruget kom i 1700-t. Landbruget blev i stadig stigende grad et led i en global økonomi, og man begyndte at gribe mere systematisk ind i naturens resurser for at optimere produktionsbetingelserne. Fra den romerske oldtid til begyndelsen af 1700-t. var landbrugets organisation, teknologi og teori relativt uforandret, men derefter indledtes den udvikling, der førte til 1900-t.s højeffektive og specialiserede landbrug.

Den europæiske ekspansion i Afrika, Amerika og Asien betød etablering af plantagedrift, især i Nord- og Sydamerika og ofte med anvendelse af slavearbejdskraft. Typiske plantageprodukter var sukkerrør, bomuld og kaffe. Forbindelserne mellem kolonierne og mellem den gamle og den nye verden resulterede i overførsler af afgrøder mellem verdensdelene: Fårehold fulgte med koloniseringen til Australien og New Zealand, kaffe spredtes fra Afrika til Asien (Java) og Sydamerika, majs indførtes fra Amerika til Sydeuropa, sukkerrør kom fra Sydasien til Mellemamerika, og kartoflen blev med store ernæringsmæssige konsekvenser ført fra Sydamerika til Europa, hvor den langsomt vandt indpas. Landbruget i de østasiatiske dele af verden var dog længe uberørt af denne udveksling.

I England indledtes i løbet af 1700-t. en intensivering af landbruget. Udviklingen, der ofte betegnes som landbrugsrevolutionen, havde rødder i forbedringer i det hollandsk-flanderske landbrug i 1600-t., men i løbet af 1700-t. fremstod det nye landbrug især som et særligt britisk system, Norfolksystemet, der dannede forbillede i Europa. Den årlige rotation mellem vår- og vinterafgrøde og græsning udvidedes til også at rumme foderafgrøder eller udsåning af kløver i græsmarken, hvilket øgede udbyttet, og de traditionelle afgrøder suppleredes med indførte og domesticerede arter som kartoffel, kløver, raps og roer. Ændringerne i dyrkningssystemet og afgrøderne fremmede afviklingen af det nedarvede jordfællesskab, således at hver bedrift fik sin jord afgrænset og samlet (se enclosure). Den intensiverede udskiftning i England dannede forbillede for landboreformer i det øvrige Europa, tidligst i Frankrig og Danmark, senere i det meste af det øvrige Europa i løbet af 1800-t.

Det nye landbrug opererede med langt flere afgrødemuligheder end tidligere. Sukkerudvinding af roer begyndte i det tyske område, og den første sukkerfabrik anlagdes i Schlesien i 1802. Den naturlige kvæggødning blev suppleret med kunstgødning, først benmel, senere forarbejdet organisk affald og fra 1800-t. kemisk fremstillet gødning. Afvanding og jordforbedring ved bl.a. mergling, dvs. påføring af kalk, blev taget op i større omfang. Mod slutningen af 1700-t. lagdes grunden til en egentlig landbrugsvidenskab, der søgte at udvikle rationelle metoder for jordens hensigtsmæssige behandling. I England inddrog den videnskabelige udvikling også kvæget i form af de første tilløb til et systematisk avlsarbejde for at fremskaffe de mest ydedygtige individer, ligesom det spanske merinofår blev grundlaget for en forædling af europæisk, senere af hele verdens fåreavl.

Industriproduktionens gennembrud, først i Storbritannien, senere i det øvrige Vesteuropa og i USA, førte også til massefabrikation af landbrugsredskaber af jern, og man fik de første arbejdskraft- og tidsbesparende landbrugsmaskiner, fx rensemaskiner og tærskeværker. Over hele Europa begyndte man at udgive lærebøger og tidsskrifter og oprette landbrugsselskaber, fx Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab i 1769, landbrugsskoler, den første i Halle i Tyskland i 1727, samt højere landbrugsuddannelsesinstitutioner; af de sidste kan især nævnes landbrugsinstituttet, senere kongeligt landbrugsakademi, i Möglin ved Berlin, grundlagt af Albrecht Thaer i 1806.

Udviklingen, der også omfattede opdyrkning af store, hidtil uopdyrkede områder og kolonisering af hede- og mosearealer i Nord- og Østeuropa, gjorde det muligt at brødføde et stigende befolkningstal i Europa. I 1800-t.s første halvdel skete der en begyndende mekanisering med udgangspunkt i Storbritannien og især i USA. I 1831 producerede amerikaneren Cyrus Hall McCormick den første mejemaskine, mens hans landsmand John Deere (1804-86) i 1830'erne fremstillede den første plov helt af jern. Anvendelsen af kunstgødning, salpeter og guano fra Peru, øgedes, og fra 1830'erne begyndte man at tage kemien i anvendelse; tyskeren Justus von Liebig, franskmanden J.B.J.D. Boussingault og briterne Joseph Henry Gilbert (1817-1901) og John Bennet Lawes (1814-1900) var således pionerer inden for den systematiske landbrugskemi, der byggede på eksakte analyser af plantevækstens vilkår og næringsstoffernes omsætning.

Fra midten af 1800-t. i takt med kolonisering og opdyrkning øgedes kornproduktionen kraftigt i Sydamerika, USA og Rusland, og nye kommunikationsmidler i form af dampskibe og jernbaner muliggjorde import til det stadig voksende europæiske marked. Her medførte konkurrencen udefra generelt og især i Holland og Skandinavien en omlægning til mere intensivt landbrug, bl.a. mejeridrift, der foruden dampmaskinen udnyttede teknologiske fremskridt som centrifugen og kølemaskinen. En stigende levestandard i NV-Europa og USA medførte øget efterspørgsel efter kød og mejeriprodukter; udviklingen fortsatte i 1900-t., først i Syd- dernæst i Østeuropa og senere i Østasien, og forskubbede løbende vægten fra vegetabilsk til animalsk produktion.