Maltbyg, bygsorter eller bygpartier, der er velegnede til maltning, fx i forbindelse med produktion af øl.

De vigtigste krav til god maltbyg er, at dormancy ('spirehvile') er passende kort, således at kernerne er fuldt spiremodne ca. 1-2 måneder efter høst; at den spirer med mindst 95% spireevne efter fem døgn; at mindst 90% af kernerne ikke kan passere et 2,5-mm sold; at der kun er 5% fremmed sort i partiet; at proteinindholdet er omkring 10,5% og ikke over 11,5%; at vandindholdet er 15%; at kernerne er strågule med ensartet farve, ubeskadigede og med ren kornlugt; og at der ikke i partiet er angreb af mikroorganismer.

Der er forskel på bygsorternes egnethed, og ingen sorter har topkarakterer i alle nævnte forhold. Viskositeten, der også er en sortsbestemt egenskab, er et udtryk for, om urten er let at filtrere. Det er de såkaldte β-glukaner, som ved at influere på cellevæggenes nedbrydelighed er årsag til forskellene.

Når øllet bliver uklart, kan det skyldes fenolstoffer fra kernen, som binder protein til uopløselige forbindelser. Se også øl (brygning).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig