Efterbyrd, den del af moderkagen, placenta, som udgøres af fosterhinder og navlestreng. Dens struktur og intime kontakt med moderdyret er forskellig fra art til art, og derfor udstødes den på forskellige tidspunkter efter fødslen: hos ko, får og ged inden for 3-4 timer, hos hoppen sammen med føllet ("fødes i hammen") eller inden for 1/2 time, hos svin for ca. hver tredje gris og for hund og kat efter hvert foster. Såfremt efterbyrden ikke afgår inden for ovennævnte tidsrum, kaldes den tilbageholdt, hvilket øger risikoen for infektioner og senere ufrugtbarhed; hos hopper i værste fald forfangenhed.