Brummersyge, en formentlig fodrings- og produktionsbetinget sygdom, der forekommer hos malkekvæg inden for de første to måneder efter kælvning. Sygdommen giver sig udtryk i en enkelt stor (mere end 25 mm) eller flere små cyster på æggestokkene, og koen kan udvise tyreadfærd med brummen (heraf navnet) og springe op på de andre køer til gene for hele besætningen. Brummersygen kan behandles, men har tendens til spontan helbredelse.