Aftegn, større eller mindre, hvide eller melerede partier hos hest, kvæg, svin og får. Aftegn kan forekomme på hoved, lemmer og krop. De er ofte nedarvede, men kan opstå fx efter slag eller tryk på huden og efter sår. Stjerne, blis og snip er aftegn på henholdsvis dyrets pande, næseryg og overlæbe. Skudstjerne er en sammenhængende stjerne og blis, koblis er en blis, der strækker sig ud på kinderne. Strækker aftegnet sig ud over øjnene, er dyret hjelmet. På lemmerne varierer aftegn meget i udstrækning og form, fra blot at være en plet bagest på foden (hvid balle), til at omfatte koden og dele af piben (sok) og til et helt hvidt ben. Lyse eller stribede hove forekommer også, ligesom aftegn under bugen. Aftegn benyttes bl.a. ved identifikation af dyret.