hæk

Hæk, linjeformet plantning af træer eller buske af samme art. For at opnå tæthed og bevare faconen klippes hække oftest på siderne og i toppen. Hække har været brugt og bruges stadig som hegn omkring dyrkningsarealer til beskyttelse mod blæst og for at hindre indtrængen af dyr og mennesker samt omkring haver, men har også været brugt som formgivende element i haven, se have og have- og landskabskunst.

Velegnede som hækplanter er en række almindeligt dyrkede træer og buske, såvel løvfældende som stedsegrønne. Bedst egnede er træarter med vandret voksende sidegrene og for buskenes vedkommende fint grenede, tætte arter. De mest anvendte træarter er avnbøg og bøg, der begge, når de holdes klippet, bevarer det visne løv om vinteren, lind, der egner sig til store hække, samt navr, taks og tjørn. Mindre brugt er bornholmsk røn, der egner sig til vindudsatte steder, og lærk; elm bruges ikke mere grundet elmesygen. Af buske er liguster den mest anvendte, især en stedsegrøn klon, mens buksbom og thuja egner sig til mindre, stedsegrønne hække; de er de foretrukne hækplanter på kirkegårde og opfattes derfor ofte som kirkegårdsplanter. Buksbom bruges også som kantplante og ornamentalt. Af buske, der egner sig til uklippede hække, kan nævnes dværgmispel, fjeldribs, forsytia, syren og lavendel.

Hækplanter plantes på række med et fast antal planter pr. løbende meter, afhængigt af planternes størrelse samt af, hvor hurtig vækst og hvilken tæthed hækken skal have. Jo tættere planterne står, jo mere konkurrerer de med hinanden om næring og vand. Hæk er billigere at etablere end mur, men kræver en eller to årlige klipninger og periodevise tilbageskæringer. Dens levetid er begrænset, men passes den, kan fx en lindehæk blive 200-300 år gammel; en tjørnehæk på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole nåede en alder af ca. 140 år.