Jean Baptiste Lamarck

Jean Baptiste Lamarck, Jean Baptiste Pierre Antoine de Monet, adlet Chevalier de Lamarck, 1.8.1744-18.12.1829, fransk naturforsker. Jean Baptiste Lamarck fulgte som 17-årig familietraditionen og gik ind i hæren, hvor han straks udmærkede sig og blev udnævnt til officer, men efter en ulykke tog han sin afsked i 1768. Efter kortere ansættelse i en bank begyndte han at studere medicin og botanik. Han specialiserede sig i sidstnævnte og udgav trebindsværket Flore Française (1778), den første franske flora.

Med støtte fra Georges Buffon førte hans arbejde til en stilling som assisterende botaniker i den kongelige botaniske have, Jardin des plantes, der trods navnet var et center for medicinsk uddannelse og biologisk forskning i almindelighed. Haven blev i 1794 reorganiseret som Musée national d'histoire naturelle, en proces, hvori Lamarck deltog aktivt. Han blev senere udnævnt til professor ved den nye institution — ikke nogen helt enkel karriere for en adelsmand i den turbulente revolutionstid. Han fik da også det mindst prestigefyldte professorat, nemlig i "hvidblodede dyr", dvs. bløddyr, insekter og orme, et emne, han kendte meget lidt til.

I de første år som professor skrev Jean Baptiste Lamarck nogle bredt anlagte værker, hvori han bl.a. behandlede kemiske, meteorologiske og geologiske emner. De blev stort set mødt med tavshed, og specielt de kemiske afsnit var uheldige.

Han ydede dog også bidrag af blivende værdi i denne periode. For eksempel skelnede han skarpt mellem mineralriget på den ene side og plante- og dyreriget på den anden og indførte ordet biologi som navn for studiet af sidstnævnte. Han viste desuden, at man på fossiler kan afgøre, om sedimenter er dannet på lavt eller dybt vand, og han påstod, at dyr har eksisteret i umådelig lange tidsrum; i skarp modsætning til skabelsesberetningens få tusinde år.

De bøger, Lamarck skrev om sit egentlige fagområde, indebar store og blivende fremskridt i den zoologiske systematik, bl.a. Système des animaux sans vertèbres ou Table général des classes (1801, De hvirvelløse dyrs systematik eller oversigt over klasserne) og Histoire naturelle des animaux sans vertèbres (De hvirvelløse dyrs naturhistorie), hvis syv bind udkom 1815-22.

Især sidstnævnte var en særlig stor videnskabelig bedrift, ikke mindst i betragtning af at han allerede fra 1818 var blevet næsten blind. Lamarck indførte fx betegnelsen invertebrata (hvirvelløse dyr) som modstykke til vertebrata (hvirveldyr), og som den første adskilte han krebsdyr, spindlere (edderkopper m.m.) og ledorme fra insekterne. Han foreslog en stærkt forbedret inddeling af bløddyrene (muslinger, snegle og blæksprutter), og han fjernede bl.a. sækdyrene (primitive chordater) og rankefødderne (fastsiddende krebsdyr) fra denne gruppe.

Jean Baptiste Lamarcks navn er dog først og fremmest knyttet til hans idéer om evolution, som de kommer til udtryk i Philosophie zoologique fra 1809. På dette område har han i nyere tid i høj grad fået rollen som antihelten i forholdet til den sejrende Charles Darwin, men dette er en sandhed med modifikationer.

Jean Baptiste Lamarck var den første, der entydigt hævdede, at nutidens organismer er efterkommere af tidligere geologiske perioders organismer, der har ændret sig af naturlige årsager. Han satte desuden mennesket ind i et tilsvarende udviklingsforløb. Begge dele helt i overensstemmelse med den moderne opfattelse, og når det gælder mennesket en langt modigere stillingtagen end Darwins i Arternes oprindelse et halvt århundrede senere. Lamarck er da også primært blevet angrebet for de mekanismer, han satte bag ændringerne. Det gælder specielt idéen om erhvervede egenskabers nedarvning, se lamarckisme.

Lamarck opererede også med andre i dag forladte tanker. For eksempel mente han ikke, at arter uddøde af naturlige årsager. De fossiler, vi finder, fører alle i en direkte linje frem til nulevende ændrede efterkommere som resultat af en stadig udvikling mod det mere komplekse og perfekte. Udviklingen styres af forandring i omgivelserne, som fører til nye behov, hvis tilfredsstillelse kræver ændrede vaner og dermed ændret brug og udvikling af forskellige organer.

Billedligt må man forestille sig et antal af hinanden uafhængige udviklingslinjer, inden for hvilke arterne som en samlet enhed drives opad i tilværelseskæden mod en højere grad af perfektion.

Som en konsekvens af denne "opstigen" er der et konstant tab af simpelt byggede arter. Da der stadig er sådanne til stede, postulerede Lamarck, at encellede organismer og indvoldsorme kunne opstå af dødt materiale; denne idé blev først endeligt tilbagevist af Louis Pasteur et halvt århundrede senere, se biogenese.

Jean Baptiste Lamarck følte sig overset af sin samtid og døde som en bitter mand. Efter sigende var Étienne Geoffroy Saint-Hilaire den eneste kollega, der mødte op og holdt tale ved begravelsen, og Georges Cuviers nekrolog var så grov, at den først blev trykt flere år senere.

Eftertiden har primært knyttet hans navn til uheldige, men i høj grad tidsbundne aspekter af hans evolutionstanker og derved overset de nyskabende elementer heri og samtidig delvis glemt hans pionerindsats som zoolog.