Koldtvandsvibriose er en fiskesygdom, der skyldes bakterien Vibrio salmonicida (synonym: Allivibrio salmonicida). Sygdommen er aktuel i områder med lave havtemperaturer, fx i Nordatlanten.
Hitrasyge, hæmoragisk syndrom (begge benyttet i sygdommens historisk tidlige fase), engelsk: cold water disease.
I 1980'erne var koldtvandsvibriose et problem i flere lande, som drev lakseopdræt. Sygdommen blev første gang beskrevet i Finnmark i Nordnorge i 1977. Siden er den også dukket op i Skotland (1985), på Færøerne (1988) og på østkysten af USA/Canada (1989). Shetland fik sygdommen påvist i 1995.
Koldtvandsvibriose forårsages af bakterien Vibrio salmonicida, som er en marin bakterie, der vokser bedst ved temperaturer under 15 °C. Den regnes ikke for at være specielt smitsom, da den kræver relativt høje infektionsdoser for at smitte. Udbrud finder oftest sted ved lave temperaturer i vinterperioden.
Når smitten etablerer sig i opdrætsanlæg, vil den opformeres i fiskebestanden og udvikle sygdom. Koldtvandsvibriose er primært en sygdom hos atlantisk laks, men ved højt smittetryk kan der også opstå sygdomsudbrud hos regnbueørred og torsk.
Udbrud af koldtvandsvibriose vil ofte have et akut/subakut forløb med hæmoragisk septikæmi (dvs. blodforgiftning). Fiskene mister appetitten og bliver sløve, og nogle fisk svømmer med tydelige tegn på sygdom. Dødeligheden øges i takt med, at sygdommen udvikler sig. Koldtvandsvibriose kan også optræde i en aggressiv perakut form, hvor fiskene dør, inden de kliniske symptomer viser sig.
Typisk udvendige sygdomstegn ved koldtvandsvibriose er blege gæller, udtalte punktformige blødninger i huden, især på bugen og ved finnebasis, og anæmi (dvs. blodmangel). Der kan også optræde mørkfarvning af fiskene og udstående øjne. Hos døde fisk ser man ofte en kraftig rødfarvning af bugen og ved basis af finnerne. Der kan forekomme ødemer i huden samt blødninger og bylder i muskulaturen. Ved obduktion ser man blodfarvet væske i bughulen og blødninger i serøse hinder i svømmeblæren og fedtvævet. Leveren er lys, gråbrun til gul. Der kan også være blødninger i leveren. Leveren og milten er forstørret.
Diagnosen stilles ved bakteriedyrkning på bakteriemedier eller ved påvisning i histologiske vævssnit af hjerte, lever, nyre, milt.
Differentialdiagnoser kan være andre systemiske bakterieinfektioner, især klassisk vibriose. Normalt forekommer de øvrige sygdomme overvejende i sommerhalvåret ved højere temperaturer. Visse virusinfektioner kan også være differentialdiagnose til koldtvandsvibriose.
Effektive oliebaserede injektionsvacciner (kombinationsvacciner) mod bl.a. koldtvandsvibriose blev udviklet allerede i begyndelsen af 1990'erne. I dag er sygdommen under kontrol med gode vacciner og vaccinestrategier, men sporadiske tilfælde kan forekomme. Især i sidste fase af produktionen, når effekten af vaccinen er aftagende. Sygdomsudbrud kan behandles med antibiotika.
Bakterien V. salmonicida er kendt for let at udvikle resistens mod antibiotika. Hvis fisken er stor nok, bør aflivning overvejes frem for antibiotikabehandling. Antibiotikabehandling ved lave temperaturer medfører også lange tilbageholdelsestider (dvs. langsommere nedbrydning af antibiotika i fisken ved lave temperaturer), før slagtning kan iværksættes.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.