fiskeri

Fiskeriet her er domineret af højt industrialiserede fiskerflåder fra vesteuropæiske lande og fra USA og Canada. Et primitivt fiskeri udøvet fra mindre fiskerlejer eksisterer i visse egne, men er uden større betydning. I mange europæiske lande, bl.a. Danmark, er det ganske vist forholdsvis små, enmandsejede enheder, der er grundlaget for de store fangster; men fiskeriet henregnes til det industrialiserede, idet såvel redskaber som udstyr til navigation og fiskesøgning er lige så avancerede som de, der anvendes i fiskerier med større fartøjer. En fiskeristruktur med små privatejede enheder står i modsætning til den, der er dominerende i fx Rusland, Japan, USA og Kina, hvor flåden fortrinsvis ejes af staten eller af store private rederier.

På begge sider af Atlanten er det forskellige torskestammer, der har lagt grunden for det moderne fiskeri. Især op gennem 1950'erne skete der en voldsom vækst i torskefiskeriet, hvilket senere, angiveligt i en kombination med temperaturændringer, betød en nedgang i bestandsstørrelsen. Flere af Nordatlantens bestande af torskefisk er i dag stærkt decimerede. Fiskeriet ud for Newfoundland, der tidligere var meget stort, er i dag ophørt pga. en alt for lille bestand.

Af stor betydning især i Nordøstatlanten er sildefiskeriet. Moderne, effektive notfartøjer var medvirkende til en nedfiskning af sildebestanden i 1960'erne og 1970'erne; et gennemført sildestop fra 1977 bevirkede, at Nordsøens sildebestand igen nåede op på et acceptabelt niveau. Gennem en stram kvotepolitik forsøger man at opretholde et bæredygtigt sildefiskeri. En række andre arter, fx rødspætte, pighvar, sej, kuller, rejer og jomfruhummer, er også af betydning i trawlfiskeriet i Nordøstatlanten.

Industrifiskeriet efter arter som tobis, sperling, lodde og blåhvilling, der anvendes til fiskemel og -olie, har siden 1960'erne været i voldsom vækst i Nordsøen og tilstødende farvande. Industrifisk udgør mængdemæssigt langt over halvdelen af de landede fisk fra dette havområde. Indførelsen af fiskerigrænser indtil 200 sømil fra kysten betød store begrænsninger i europæiske fiskerflåders operationer i Nordvestatlanten og for den daværende Sovjetflådes fiskeri i bl.a. Norskehavet. Allerede i 1975 havde Island udvidet sin fiskerizone til 200 sømil, og Norge og EU fulgte snart efter. 200 sømils-fiskerizonerne blev folkeretligt anerkendt ved FN's havretskonvention af 1982.

I de fleste havområder er mange af de traditionelle småfiskerier stadig eksisterende side om side med det industrialiserede storfiskeri. Et af de mest betydningsfulde fiskerier i det centrale østatlantiske hav er det, der foregår ud for Nordvestafrika, hvor upwelling giver basis for fiskeri efter forskellige sardinarter. Upwelling betegner tilførsel af næringssalte (fosfater og nitrater), der kommer fra opstrømmende koldt bundvand, når stærke fralandsvinde driver overfladevandet væk fra kystområder. Næringssaltene sætter gang i produktionen af planteplankton, der igen nærer dyreplankton, som er føde for pelagiske fisk som sardiner og forskellige andre sildefisk. Marokko er et eksempel på et uland, hvis fiskeri er ekspanderet voldsomt, men hvor andre nationer (Rusland, Spanien) også driver et intensivt fiskeri.

På den anden side af Atlanten er det især i Den Mexicanske Golf, der hentes store fangster; menhaden (en sildefisk) og rejer er de vigtigste arter. USA, Japan og Sydkorea deltager her i det industrialiserede fiskeri. På begge sider af Sydatlanten deltager fjernfiskerflåder fra bl.a. Japan og Rusland i fiskeriet efter kulmulearter og sardiner. Desuden fisker japanerne en del blæksprutter ved Argentina. Både i Afrikas og Sydamerikas kyststater sker en stadig udvikling i fiskeriet hen imod et mere industrielt drevet erhverv.

Japan, Kina, USA, Canada og Rusland er de dominerende fiskerinationer i det nordlige Stillehav. Kystnære traditionelle fiskerier eksisterer i mangfoldige afskygninger i alle kyststaterne, men de største mængder tages af de nævnte staters havgående, industrialiserede fartøjer. Kina, Korea og Taiwan har gennem de seneste årtier udviklet deres fiskeri her betragteligt. Arter af betydning er Alaska Pollack (en sejart) og helleflynder i den nordlige del samt sildefisk og sardiner i Det Japanske Hav. I lighed med udviklingen i Nordøstatlanten har sildebestandene lidt under et for kraftigt fiskeri med snurpenot. Stadig udgør fangsterne fra det nordlige Stillehav ca. ¹/₃ af verdens samlede fangster.

Det skønnes, at dette havområde rummer de største uudnyttede fiskeresurser. Det gælder især havet omkring Indonesien. De betydeligste industrialiserede fiskerier er koncentrerede ud for Chile og Peru, men desuden drives et intenst tunfiskeri i det åbne ocean. De nævnte stater sammen med Filippinerne, Mexico og USA tager de største fangster. Ørigernes og Indiens fiskeri er for størstedelens vedkommende baseret på små enheder med beskeden teknologi. Australiens og New Zealands fiskerier er i kraftig udvikling, men resurserne anses for at være begrænsede, og her har man problemer med for kraftigt fiskeri, som på mange områder ligner forholdene i NØ-Atlanten. Se også Danmark (fiskeri), EEZ, ferskvandsfiskeri, fiskeribiologi, fiskerikommissioner, fiskeripolitik, fiskeritraktat, lystfiskeri, akvakultur.

De vigtigste passive fiskeredskaber er garn, bundgarn, ruser, langliner (kroge) og tejner.

Garn, også kaldet nedgarn, er rektangulære net, der placeres på havbunden eller mellem havoverflade og bund. Trådene i garnet er meget tynde og gennemsigtige. Overkanten af garnet er påsat en form for opdrift (flamingo, plastickugler), mens underkanten er forsynet med en blyline eller anden form for vægt. Det bevirker, at garnet står lodret i vandet. Da garnet er næsten usynligt, svømmer fisken ind i det og bliver filtret ind i de tynde tråde eller hænger fast i netmaskerne ved gællerne eller finnerne. Garnene holdes på bunden ved hjælp af små ankre, dræg, og markeres i overfladen med bøjer. Garn bruges i såvel det kystnære som i det havgående fiskeri til fangst af bl.a. rødspætter, tunger, torsk, kulmule og pighvar. Drivgarn hænger nær havoverfladen og er ikke forankrede; disse anvendes til fx sild, laks og tunfisk.

Bundgarn må ikke forveksles med de ovenfor nævnte garn, da de er ganske anderledes i deres opbygning og virkemåde. Bundgarn benyttes på lavt vand ved kysterne, og de fæstnes til pæle. De kan være opbygget på mange måder; et typisk dansk bundgarn består af en "rad", der går vinkelret ud fra kysten og ender i "hovedet". Når fisk, der trækker langs kysten, rammer raden, søger de ud langs denne og ender til sidst i hovedet, hvorfra de ikke kan finde ud. Fiskeren røgter som regel sit bundgarn en gang i døgnet. Der fanges hovedsagelig sild, makrel, ål og hornfisk.

Ruser er cylindriske net, der kun er åbne i den ene ende. Inde i rusen er en eller flere indsyede tragte (kalv), der bevirker, at de fangede fisk ikke kan finde ud igen. Ruser er i lighed med bundgarn normalt fastgjort til pæle på lavt vand (pæleruser), men kan dog også være monteret med ankre eller andre former for synk (kasteruser). Ruser er af mindre betydning i erhvervsfiskeriet i Danmark, men er populære blandt fritidsfiskere, da de kan håndteres fra små både uden brug af maskineri. Ruser bruges især til fangst af ål, torsk og rejer langs kysterne, men også i søer og åer er de meget anvendelige.

Langlinen er et passivt krogredskab, hvor et større eller mindre antal kroge via korte liner, tavser, hver er fastgjort til hovedlinen, der kan være mange kilometer lang. Krogene påsættes madding i form af muslingekød, sildestykker eller andet og efterlades nogle timer på havbunden, hvor de fastholdes af ankre. Langliner anvendes i Danmark mest til fiskeri efter torsk, helleflynder og kuller. Liner med kroge kan også ved hjælp af små bøjer anbringes nær overfladen, fx når man fisker efter laks og sildehajer. På verdensplan er langliner meget anvendt, men har siden 1950'erne haft mindre betydning i Danmark.

Tejner er fælder, hvori fisk eller skaldyr fanges ved hjælp af lokkemad. Tejnen kan være fremstillet af træ, flettet af vidjer eller være af syntetiske materialer. Lokkemaden anbringes inde i tejnen, og når først dyret er inde, kan det ikke finde ud igen. I Danmark bruges tejner især til fangst af hummer og taskekrabber, mens den andre steder i verden, ofte under betegnelsen fiskefælde, også anvendes til fangst af fisk. De passive fiskeredskaber nævnt her er de mest anvendte, men der findes talrige varianter over hele verden.

På verdensplan er de vigtigste aktive fiskeredskaber trawl og forskellige variationer heraf samt snurrevod og (snurpe)not.

Trawl er det altdominerende fiskeredskab og samtidig det, der kan anvendes til flest forskellige fiske- og skaldyrsarter. Det er i princippet en stor netpose, der slæbes efter fiskefartøjet (trawleren) i stålwirer. Trawlen sier så at sige fiskene fra det vand, som den trækkes igennem. Trawl kan slæbes ved bunden (bundtrawl) eller mellem overflade og bund (flydetrawl). For at holde trawlen udspilet vandret under fiskeriet er der på hver side fastgjort en trawlskovl, som er en plade af træ eller jern. Pga. skovlenes udformning skærer de ud til siderne, når der slæbes på redskabet, og trawlen holdes derved åben. I lodret plan bevares trawlens åbning ved at forsyne overkanten med opdrift i form af luftfyldte plastickugler og underkanten med vægte af bly og/eller jernkæder. Bomtrawl holdes åben vha. en jernbom. Trawl kan undertiden med fordel slæbes af to fartøjer, hvorved den indbyrdes afstand mellem disse sørger for at holde trawlen åben i vandret plan. Trawling med to fartøjer kaldes dobbeltslæbning eller tvillingtrawling.

Vod ligner i opbygning trawl, men anvendes på en anden måde, idet man ved vodfiskeri først lægger vod og træktove ud i en cirkel og derefter trækker voddet hen imod et forankret fartøj (snurrevod) eller op på stranden (landdragningsvod). I det moderne snurrevodsfiskeri lægges 4-6 km tove ud med voddet fastgjort i midten. Tovene og voddet synker til bunds, og når der hives på tove og vod, skræmmer tovenes bevægelse hen over bunden fiskene foran, så de til sidst havner i selve voddet. Snurrevod bruges især til fiskeri efter rødspætter og torsk.

En variant af snurrevoddet blev senere udviklet af skotske fiskere. Ved denne form, som man også i Danmark benævner ved det engelske navn fly-shooting, ankres kutteren ikke op, mens der hives på voddet, men der sejles langsomt fremad samtidig; der er således nærmest tale om en mellemting mellem snurrevod og trawl. Fly-shooting er især velegnet til fangst af torsk og kuller.

Snurpenot, der udelukkende anvendes til fangst af pelagiske, stimedannende fisk som sild, makrel, lodde, brisling og tun, er sædvanligvis et omfangsrigt redskab, der følgelig kræver store fartøjer. Selve noten er et næsten rektangulært net på op til 600 meters længde og 70 meters bredde. Noten sættes rundt om en fiskestime, der i forvejen er lokaliseret med sonaren. Når stimen er omgivet af netvæggen, snøres (snurpes) nettet sammen i bunden, og stimen lukkes inde. Fra noten pumpes fisken om bord i fartøjet med en fiskepumpe. Notfiskeri er særdeles effektivt, hvis man rammer stimen, og hvis den ikke når at undslippe; dette sker dog ikke sjældent.

Kroge anvendes også som aktive redskaber, fx bruges håndline over store dele af verden. Håndlinefiskeri, også kaldet pilkefiskeri, udøves i al sin enkelhed med en line, hvortil er fastgjort et lod og en eller flere kroge med kunstig eller naturlig madding. Ved rykvise bevægelser med linen lokkes fisken til at bide på krogen. Til dette fiskeri anvendes også fiskestænger, der dog hovedsagelig bruges af lystfiskere (se lystfiskeri). Ved dørgning (trolling) slæbes en eller flere kroge (blink) efter båden; det bruges til fangst af bl.a. makrel og tun.

Mange andre fiskeredskaber end de her nævnte benyttes overalt i verden, og især i det kystnære fiskeri har man udviklet specielle redskaber til fangst af lokale arter. I erkendelse af, at fiskeresurserne undertiden fiskes på en uhensigtsmæssig måde, har man de senere år koncentreret udviklingen af redskaberne i retning af at gøre dem mere selektive. Ved at ændre konstruktion og maskestørrelse i visse sektioner af trawl og vodredskaber har man opnået, at bifangster af uønskede arter og undermålsfisk frasorteres i redskabet. Herved reduceres dødeligheden af de fisk, der ikke anvendes.

Læs også om fiskeredskabernes historie.