Fiskebanke, særligt område i havet, hvor der er gode muligheder for fangster. Områderne har som regel mindre vanddybde end det omkringliggende hav og har en stor produktion af føde for fiskene. Nogle af de kendteste er Doggerbanke, Fladen og Viking Banke i Nordsøen, Fyllas Banke ved Vestgrønland, området ud for Lofoten samt Grand Bank ved New Foundland. Det er især fiskeri efter torsk og fladfisk, der er koncentreret på sådanne fiskebanker.