Knud Larsen, 1912-2001, dansk biolog, ansat ved Dansk Biologisk Station 1934, afdelingsleder sammesteds 1951-72, statsbiolog 1959-72. Larsen har ydet væsentlige bidrag inden for fiskeriforskning. I slutningen af 1940'erne introducerede han elektrofiskeriet i Danmark og gennemførte en lang række undersøgelser af forekomst, tætheder og vækst hos ørred i vandløb, som dannede grundlag for den nuværende fiskepleje ved udsætning af ørred og laks. Han har forfattet talrige bøger og afhandlinger om bl.a. krebseavl, småvandsfiskeri, dam- og havbrug samt fiskesygdomme.