Almindelig kællingetand (Lotus corniculatus). Til venstre ses skud med blomsterknopper. Blomsterne, der sidder i små skærme, bestøves af insekter. Pollenet modner allerede i knopstadiet og udtømmes i spidsen af blomsten, båden. Når et insekt lander på bådens spids, vil noget af det klæbrige pollen presses ud og fæstnes til dets bagkrop. Hvis insektet ved næste besøg lander på en ældre blomst (til højre), hvor griflen har strakt sig, vil pollenet blive afsat på støvfanget. I midten ses skud med en umoden bælg; øverst til højre en moden bælg, der har åbnet sig, ved at de to bælghalvdele ruller sig op til en spiral og slynger frøene ud.

.

Kællingetand er en slægt af flerårige urter eller småbuske i ærteblomstfamilien. Der kendes ca. 125 arter, som er vidt udbredt på den nordlige halvkugle med centre i Californien og Middelhavsområdet.

Faktaboks

Også kendt som

Lotus

De har uligefinnede blade, oftest med fem småblade. Blomstens krone er gul eller rød, og båden (de to nederste sammenvoksede kronblade) løber ud i en lang, tandlignende spids, heraf det danske navn. Frugten er en bælg.

Kællingetand i Danmark

I Danmark findes tre arter. Almindelig kællingetand (Lotus corniculatus) vokser på overdrev, bakker, i klitter og ved vejkanter og skrænter i hele landet, men dyrkes også i en kraftigere kulturform (se bælgplanter). Smalbladet kællingetand (L. tenuis) vokser på strandenge især langs de indre farvande. Desuden forekommer to varieteter af sumpkællingetand (L. pedunculatus): varieteten pedunculatus vokser i enge og kær, især i Jylland, mens klitkællingetand (L. pedunculatus var. vestitus) findes i klitter og hedekær i Vestjylland.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig