Kløver er en slægt af små, en- eller flerårige urter i ærteblomstfamilien. Der kendes ca. 290 arter, som er udbredt over store dele af den tempererede og subtropiske zone, dog er ingen arter naturligt hjemmehørende i Australien.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Trifolium
De har trekoblede blade og store fodflige, der er vokset sammen med bladstilken; småbladene er oftest tandede. Blomsterne sidder almindeligvis i tætblomstrede hoveder. De kan være røde, hvide eller gule og er bygget som en typisk ærteblomst, dog er kronbladene forneden sammenvoksede til et rør. Frugten, der er indesluttet i bægeret, er en bælg med et eller få frø.
Flere arter dyrkes i landbruget som foderplanter (se bælgplanter), og de har tillige betydning i biavlen pga. deres rigelige nektarproduktion.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.