Astragel er med mere end 3.000 arter den største slægt i ærteblomstfamilien. De findes især i de tempererede egne på den nordlige halvkugle, de fleste i Central- og Vestasien, men de forekommer også i Andeskæden helt ned til Patagonien og i de afrikanske bjerge.
Planterne er én- eller flerårige urter, halvbuske eller buske, der i mange tilfælde er tornede. Især i Asiens steppeområder er der mange pudeformede arter, som bedre kan modstå fordampning. Slægten er bl.a. karakteriseret ved, at bælgen på langs er ufuldstændigt opdelt i to rum, som er dannet af fremspring fra den indfoldede rygsøm. Mange arter er vanskelige at skelne fra hinanden.
Man udvinder tragant-gummi af flere arter, bl.a. til medicinsk brug (bindemiddel i piller).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.