Caesalpiniaceae blev ifølge tidligere systematik anset for at være en selvstændig familie af bælgplanter; regnes nu som en underfamilie, Caesalpinioideae, i ærteblomstfamilien. Den omfatter ca. 1930 arter med hovedudbredelse i troperne, hovedsagelig træer og buske med store, iøjnefaldende, insektbestøvede blomster; mange arter er tornede. Bladene er oftest sammensatte og kan være forsynet med nektarier. Blomsterne har et grønt, femtalligt bæger og op til fem kronblade. Også støvdragernes antal varierer, mens frugtanlægget altid består af et frugtblad, der hos de fleste arter udvikler sig til en bælg.

I underfamilien findes mange tropiske nytteplanter, bl.a. i de tre største slægter Bauhinia, Caesalpinia og Cassia; flere arter dyrkes som prydplanter i tropiske haver, andre leverer gavntræ. Af slægter med værdifuldt tømmer kan også nævnes Gleditsia, Melanoxylon, Afzelia, Initsia og Koompassia; sidstnævnte regnes for tropernes højeste, tokimbladede træ og kan i Malaysia opnå en højde på over 80 m. Som parktræer benyttes Brownia, Amherstia, Cassia og Delonix pga. de smukke gule eller røde blomster, som ofte sidder i store stande. Tamarind, Tamarindus, har syrligt-søde, spiselige frugter. I Europa findes kun to arter vildtvoksende, johannesbrødtræet og judastræet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig