Trochodendraceae, plantefamilie med to slægter af små, stedsegrønne skovtræer. Slægten Trochodendron omfatter kun én art, hjultræ (Trochodendron aralioides), udbredt fra Korea og Japan til Taiwan. Slægten Tetracentron, også en slægt med én art, Tetracentron sinensi, er udbredt i Himalaya og dele af Kina.

Faktaboks

Etymologi
Ordet Trochodendraceae kommer af græsk trochos 'hjul' og dendron 'træ' samt latin -aceae om familier.

Familien er formodentlig meget gammel og har stamformer fælles med magnolieordenen og rakletræerne. Kar mangler i veddet ligesom hos de fleste nåletræer. Blomsterne sidder i skærme eller klaser og mangler bloster hos Trochodendron, men har fire små, grønne blosterblade hos Tetracentron. Der er fire eller mange støvbærere. Frugterne er som hos magnoliefamilien flerfoldsfrugter.

Trochodendraceae regnes nu til sin egen orden, Trochodendrales, og er formentlig nært beslægtet med Buxales og Gunnerales. Se også dækfrøede.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig