Koprofil, (af gr. kopros 'ekskrementer' og -fil), vækst- og ernæringsmåde hos svampe, der kun vokser på gødning fra planteædende dyr eller fugle, se gødningssvampe. Koprofile svampe udviser ofte specielle tilpasninger til denne levevis: Sporerne er ofte mørkfarvede som beskyttelse mod lys samt omgivet af en karakteristisk slimkappe, der sikrer tilhæftning til vegetationen og sammenklistring i klumper, som kan skydes relativt langt, ofte op til 15-20 cm. Hos koblingssvampe og sæksporesvampe med aktiv frigørelse af sporerne sikrer positiv fototropisme, at de hæftes til planter, som spises af dyr.

Gødning udviser gennem hele året under laboratorieforhold en succession af arter fra alle større svampegrupper, som derfor er yndede undervisnings- og forskningsorganismer. På moskusoksegødning fra det nordligste Grønland har man på den måde fremdrevet blækhatte, som måske er verdens nordligst forekommende bladhatte.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig