Stenbrækfamilien. Kornet stenbræk, Saxifraga granulata, og alm. milturt, Chrysosplenium alternifolium; den sidste med detalje af blomst øverst og frugt nederst. Alm. milturt vokser i væld og ved bække i skove og er blandt de tidligst blomstrende om foråret. Regndråber plasker ned i de oprette, åbne kapsler, hvorved de modne frø spredes.

.

Stenbrækfamilien, Saxifragaceae, plantefamilie med ca. 35 slægter og 600 arter af overvejende flerårige urter, især udbredt i arktiske og tempererede egne. Blomsterne er under- eller omkringsædige, oftest femtallige, har ti eller fem støvblade og to frugtblade, som er delvis sammenvoksede, men har to frie grifler. Frugten er en torummet kapsel med få til mange frø. I Danmark findes milturt og stenbræk, mens en del andre slægter dyrkes som prydplanter, bl.a. Rodgersia (bronzeblad).

Se også dækfrøede.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig