Jomfrukam, Scandix, slægt i skærmplantefamilien med ca. 25 arter, hovedsagelig i Middelhavsområdet. Det er enårige urter med fjersnitdelte blade og frugter med langt næb. En art, almindelig jomfrukam, Scandix pecten-veneris, er almindelig som markukrudt i Sydeuropa; tidligere ret almindelig i kornmarker I Danmark, men i dag meget sjælden, antagelig forsvundet.