Pistacie
Pistacieplantage i Santa Barbara County i Californien, USA. De modne, røde frugter er klar til høst.
Pistacie
Af /Photo Researchers/Ritzau Scanpix.

Pistacie er et lille, løvfældende træ i familien Anacardiaceae. Det er vildtvoksende i Centralasien og almindeligt dyrket i Middelhavslandene og USA.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer af græsk pistake, vist af persisk piste 'pistacienød'.
Også kendt som

Pistacia vera, pistacienød

Træet bliver op til ca. 10 m højt og har 10-20 cm lange, sammensatte blade med ovale småblade. Frugten er en ægformet stenfrugt af størrelse som en hasselnød; frugtkødet er tyndt og tørrer ind ved modenhed (se nød).

Fra mastikstræ (Pistacia lentiscus), som er en beslægtet art fra det østlige Middelhavsområde, udvindes en vellugtende harpiks, mastiks.

Pistacie i madlavning

Pistacie dyrkes for sine frugter. Ved ristning sprækker frøskallen delvis i den ene ende. Den indeholder et grønligt, velsmagende frø omgivet af en rynket rødbrun hinde Nødden bruges bl.a. i desserter, is, konfekt, sauce og saltede som snack. Desuden anvendes pistacie ofte i sammenkogte retter, især i Mellemøsten.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig