Schinopsis, sydamerikansk planteslægt med 10 arter i familien Anacardiaceae. Det er stedsegrønne træer med hårdt, rødligt kerneved, der indeholder 15-25% tanniner (garvestoffer). Træerne og veddet kaldes quebracho (da. øksebrækkertræ) eller rød quebracho. Det anvendes til krævende konstruktionsformål og især til udvinding af tanniner til garveri-industrien, fortrinsvis Schinopsis balansae og S. lorentzii (S. quebracho-colorado). Quebracho bruges også om arter med lignende anvendelse i slægten Aspidosperma.