Rose. 1 Skud af rynket rose (Rosa rugosa); navnet hentyder til de groft rynkede blade. Blomsterne er store, 8-10 cm i diameter, og varierer i farve fra dybt mørkerøde over rosa til rent hvide; arten er 50-150 cm høj. 2 Gennemskåret blomst med talrige støvblade og kegleformet blomsterbund. 3 Hyben er et eksempel på en såkaldt falsk frugt, hvor andre dele end frugtanlægget indgår i frugtdannelsen, her blomsterbunden, som danner det kødede yderlag. Tv. helt hyben, th. gennemskåret hyben, der viser de mange småfrugter. Hyben hos denne og andre roser er rige på mineraler og C-vitaminer. Der bliver ikke i Danmark produceret hybensaft, men derimod hybenmarmelade og hybenpuré.

.

Hunderose (Rosa canina) er hårdfør, tåler beskæring og er velegnet i læhegn, skovbryn osv.

.

Rose.

.

Rose er en slægt af tornede buske i rosenfamilien, hjemmehørende i tempererede og subtropiske egne på den nordlige halvkugle.

Faktaboks

Etymologi
Ordet rose kommer af latin rosa, vist beslægtet med græsk rhodon 'rose'.
Også kendt som

Rosa

Rose indeholder 100-150 eller endnu flere vilde arter, afhængigt af en bred eller snæver artsopfattelse, samt talrige dyrkede sorter. Alle arter er buske med barktorne og spredte, uligefinnede blade med veludviklede fodflige (akselblade). Blomsterne er femtallige, bægerbladene er ofte fligede, kronbladene ofte store og stærkt duftende; der er talrige støvblade og få til mange frugtblade. Blomsten er omkringsædig, og frugten er et hyben, dannet af blomsterbunden, der krukkeformet lukker sig om de nøddeagtige småfrugter.

I Danmark findes ca. ti vildtvoksende arter, hvoraf de fleste hører til hunderosegruppen, Rosa canina coll, og er almindelige på skrænter og overdrev, i skovkanter o.l. Klitrose, R. saxatilis, findes især langs den jyske vestkyst.

Rynket rose, R. rugosa, stammer fra NØ-Asien og er meget nøjsom og hårdfør. I 1800-t. blev den indført til Danmark, hvor den især blev plantet i sommerhusområder. Arten spreder sig effektivt vha. rodskud og frø, især langs vore kyster, hvor den fuldstændig kvæler de oprindelige, værdifulde plantesamfund. Rynket rose betragtes derfor som en invasiv art, der forsøges udryddet i Danmark.

Kulturrosen

Rose. 1 To franske roser (gallicaroser). Tv. 'Officinalis', kaldet eddike- eller apotekerrose (R. gallica var. officinalis), th. 'Rosa Mundi' (R. gallica var. versicolor) med stribede blade, også kaldet korstogsrose. 'Officinalis', der er fra før 1310, og 'Rosa Mundi' fra før 1583 er to af de ældste og mest veldokumenterede kulturroser, som endnu findes i haver og samlinger. 2 En sort af rynket rose, Rosa rugosa 'Fru Dagmar Hastrup', er fremavlet i Danmark i 1914. Rynket rose har formentlig været dyrket i Japan og Kina i mindst 1000 år; den kom til Europa i 1796. De følgende er sorter, hvis artsnavne fortaber sig i det tidlige forædlingsarbejde. 3 'Chianti' er en engelsk rose, udviklet af D. Austin i 1967. Dybrøde blomster findes ikke naturligt i rosenfamilien, der ikke kan danne pigmentet pelargonidin, men takket være en tilfældig mutation i en kulturrose i 1930'erne og et målrettet forædlingsarbejde er det i dag muligt at dyrke mørkerøde roser. 4 'Clair Renaissance', som er udviklet i Danmark i 1994, tilhører gruppen af moderne buskroser. 5 'The Pilgrim' fra 1991 er endnu en engelsk rose, fremavlet af D. Austin.

.

Rose. Rosa filipes 'Kiftsgate' er formentlig det største individ af rosenslægten, man kender i Danmark (1999). 'Kiftsgate' er klatret mere end 10 m til vejrs i en kæmpethuja, Thuja plicata, i Forstbotanisk Have i Charlottenlund.

.

Rosendyrkningen antages at have udviklet sig uafhængigt af hinanden i to områder, først i Kina, hvorfra rosen ikke kom til Europa før i 1700-t., senere i Vestasien, hvorfra rosendyrkningen tidligt bredte sig til Middelhavsområdet.

Rosendyrkning i Kina

Kineserne er formodentlig de første, der dyrkede roser, fra ca. 2700 f.Kr. Den første skriftlige kilde om rosendyrkning er fra Kong Fuzis tid; i 500-t. f.Kr. berettede den om vældige kvarterer med roser i de kejserlige haver i Beijing. Fra 900 til 1500 findes kinesiske roser malet på silke, bl.a. kulturformen af bengalrose (Rosa chinensis 'Old Blush') og rynket rose (R. rugosa), som er en vildrose.

Kulturrosen i Vestasien og Europa

Det formodentlig ældste skriftlige bevis på rosens eksistens stammer fra Mesopotamien, hvor skrifttavler beskriver, hvorledes Sargon af Akkade ca. 2300 f.Kr. hjembragte rosentræer til egnen omkring Eufrat og Tigris. Om Persien fortælles det, at landet omkring 1000 f.Kr. var én gigantisk, vidunderlig himmelseng, hvor roserne slyngede sig overalt i haver og gårde. Perserne havde lært sig kunsten at fremstille rosenvand og udvinde rosenolie, som eksporteredes bl.a. til Grækenland. Den ældste kendte afbildning af en rose findes på en fresko fra før 1400 f.Kr. i Knossospaladset på Kreta. I Grækenland fremhævede den kvindelige digter Sapfo i 600-t. f.Kr. rosen som "blomsternes dronning", og omkring 300 f.Kr. lod den græske filosof Epikur anlægge en rosenhave.

Ved grækernes kolonisering af Italien dannedes et centrum for rosendyrkningen med vidtstrakte marker ved Pæstum syd for Napoli. Plinius d.æ. fortæller i 1. årh. e.Kr. om rosens anvendelse til pryd- og lægeplante og som ingrediens i madretter og delikatesser, og fra samme forfatter ved vi, at romerne dyrkede gallica-, damascener-, alba-, pimpinelle- og hunderoser. Ved romerske orgier skulle borde og gulve være overstrøede med roser. Men rosen blev også et tegn på fortrolighed. I hjemmet var det skik at hænge en rose i loftet som tegn på, at alt, hvad der skete og blev talt om, ikke måtte komme videre; sub rosa 'under rosen' blev synonymt med fortrolighed.

Gennem middelalderen dyrkedes roser på klostrene som lægeplante mod bl.a. mavelidelser, øjensygdomme og søvnbesvær. En af middelalderens tidligste kendte verdslige rosenhaver er fra 500-t. i Paris, hvor den frankiske konge Childebert 1. anlagde en rosenhave til sin hustru. Det første tegn på, at rosen bevidst indgik i haveplanlægningen, ses i Karl den Stores forordning fra 794 for hans krongodser: "Vi ønsker, at man i haven skal plante alle slags urter og særligt 1) lilje, 2) rose ...". Et andet eksempel er en enestående haveplan bevaret fra 800-t., som viser en bedplan med roser til klosterhaven til abbediet i Sankt Gallen i Schweiz. I 1100-t. opstod der i og omkring byen Provins, Frankrig, en omfattende rosenproduktion til fremstilling af rosenvand, potpourri, marmelade og lægemidler. Denne tradition holdes stadig i hævd om end i mindre omfang.

Kulturrosen i Danmark

Den ældste danske kilde, hvori rosen er nævnt, er Henrik Harpestrengs læge- og urtebog, Liber Herbarum, fra 1200-t. Den omtalte rose er sandsynligvis en form af gallicarosen, som formentlig var blevet indført i Danmark af den franske abbed Vilhelm, der grundlagde de første klosterhaver i Danmark i 1100-t. I 1642 udarbejdede lægen og botanikeren Otto Sperling en plantefortegnelse over Kongens Have med bl.a. provence-, damascener-, alba-, moskus- og æbleroser samt gule roser. Simon Paulli har i Flora Danica fra 1648 kun medtaget én rose, en vildrose, efter al sandsynlighed en hunderose. På havebrugssiden udgav Hans Razmussøn Block (d. ca. 1650) havebogen Horticultura Danica i 1647; her skrev han bl.a. om dyrkning af roser: "Men skal de elskis for uden Rod/ da skal de leggis i Jorden/ ellers at sticke dem neder i Jorden/ duer intet/ thi de groer da icke".

Barokken i Europa anvendte ikke rosen som et væsentligt element i haven. Kun ganske få af de måske 50 kendte kulturroser blev anvendt i plat-de-banden, et smalt bed, som omkransede broderiparterren.

Rosendyrkning efter ca. 1700

I 1752 indførtes den i Kina fremdyrkede kulturrose R. chinensis 'Old Blush' til Europa, hvilket fik afgørende indflydelse på de europæiske rosers form, duft og blomstringssæson. Fra 1700-t.s ca. 50 haveroser voksede antallet af forskellige kulturroser i begyndelsen af 1800-t. til ca. 250, hvilket bl.a. kan ses i registranten fra 1815 over kejserinde Joséphines rosensamling på slottet Malmaison vest for Paris. Ingen person i nyere tid har haft større indflydelse på rosenkulturen end hun. Ikke alene omgav hun sig med datidens bedste planteskolefolk og botanikere, men hun bestilte også en af de fineste blomstermalere, P.J. Redouté (1759-1840), til at male roserne i samlingen. Gartneren André Du Pont (1756-1817) begyndte i Frankrig som den første systematisk at udvikle nye planter (tiltrækning) ved kunstig bestøvning. Efterspørgslen og haveinteressen var stigende, hvorfor antallet af kulturroser i slutningen af 1800-t. var steget til ca. 15.000.

Tiltrækning af roser er fortsat med uformindsket kraft ind i 1900-t. Smagen har været under hastig forandring, og der er introduceret talrige nye rosensorter gennem rosenfirmaer som Kordes i Tyskland, Meilland i Frankrig og Poulsen i Danmark. En ny rosengruppe, der først og fremmest er forbundet med Svend Poulsens navn, så dagens lys i 1911 ved introduktionen af 'Rødhætte' som den første floribundarose i verden. Siden er kommet Kordes-roserne, og i 1961 de såkaldte English Roses, der er udviklet ved at krydse ældre kulturroser med moderne roser; den første var 'Constance Spry'. Blandt nyere roser fra Danmark kan nævnes 'Clair Renaissance', 'Prinsesse Alexandra' og 'Butterflies'.

Potteroser

Rose. De kompakte potteroser ligner små udgaver af den traditionelle rosenbusk, men intensiv forædling har bl.a. resulteret i forbedret indendørs holdbarhed, så den enkelte blomst holder op til 20 dage eller mere. I løbet af 1990'erne blev potterosen den mest producerede stueplante i Danmark.

.

Roser har været anvendt som stueplante i Danmark fra slutningen af 1840'erne. Produktion af potteroser herhjemme begyndte i midten af 1960'erne, og omkring 2015 produceredes ca. 45 mio. potteroser årlig. De mange sorter og hybrider kaldes på latin Rosa polyantha-hybrid og inddeles traditionelt i de ca. 30 cm høje, kompakte miniroser og de op til 40 cm høje patioroser, men overgangen er flydende. Begge typer har mange duftende blomster, enlige eller i klaser.

Symbolik

I europæisk litteratur er rosen knyttet til tre symbollag: 1) Til Kristus via en allegorisk fortolkning af Sarons rose fra Højsangen i Det Gamle Testamente, i dansk salmedigtning især kendt fra Brorsons salme "Den yndigste rose er funden" (1732). 2) Til Jomfru Maria, der kaldes rosa mundi 'verdens rose' og rosa mystica, en rose uden torne og uden synd. 3) Til den elskede i verdslig lyrik, der i høj grad henter intensitet og skønhed fra den religiøse dimension, ikke mindst Højsangen. Bl.a. Ambrosius Stub, Chr. Winther, J.P. Jacobsen, Henrik Nordbrandt og Søren Ulrik Thomsen har anvendt rosesymbolikken.

I antikken havde roser betydningen død og genfødsel, således som det fx mødes i myten om Adonis' død, hvor røde roser spirer frem af hans blod. Fra 1100-t. har man til bøn brugt en rosenkrans.

De vigtigste roser og rosengrupper*

dansk navn latinsk navn år sort
gammeldags roser
fransk rose R. gallica ca. 900 Officinalis, Rosa Mundi, Tuscany, Charles de Mills
damascenerrose R. x damascena ca. 1200 Quatre Saisons, Rose de Rescht, York and Lancaster
hvid rose R. x alba ca. 1200 Semi-plena, Maxima, Celestial, Maiden's Blush, Dronningen af Danmark
æblerose R. rubiginosa ca. 1600 Mannings Blush, Lord Penzance, Magnifica, Fritz Nobis
bengalrose R. chinensis 1751 Old Crimson China, Old Blush, Viridiflora, Hermosa, Little White Pet
klitrose R. pimpinellifolia 1780 Double Blush, Single Cherry, Stanwell Perpetual, Aïcha, Frühlingsduft
gul rose R. foetida 1542 Bicolor, Persian Yellow, Harison's Yellow, Soleil d'Or, Parkfeuer
centifolierose (provencerose) R. centifolia 1580 Major, Cristata, Fantin-Latour, Tour de Malakoff
frankfurterrose (agatherose) R. x francofurtana 1583 Frankfurt, Agatha, Impératrice Joséphine
mosrose R. centifolia var. muscosa 1696 Nuits de Young, William Lobb, Henri Martin, Goethe
hunderose R. canina 1737 Abbotswood, Kiese, Andersonii
rynket rose (hybenrose) R. rugosa 1796 Blanc Double de Coubert, Fru Dagmar Hastrup, Rugspin, kobberrose (R. glauca)
portlandrose R. portlandica ca. 1800 Rose du Roi, Jacques Cartier, Comte de Chambord, Pergolèse
labradorrose (boursaultrose) R. blanda ca. 1800 Amadis, Mme Sancy de Parabère, Morletii
noisetterose R. x noisettiana 1802 Aimée Vibert, Gloire de Dijon, Mme Alfred Carrière, Rêve d'Or
japansk klatrerose R. multiflora 1804 Russelliana, Donau, Goldfinch, Thalia, Tausendschön
terose R. odorata 1810 Park's Yellow Tea-scented China, Lady Hillingdon, Niphetos, Sombreuil
prærierose R. setigera 1810 Erinnerung an Brod, Doubloons, Long John Silver, Baltimore Belle
bourbonrose R. borboniana 1817 Louise Odier, Mme Isaac Pereire, Souvenir de la Malmaison
miniaturerose R. chinensis var. minima 1815 Pompon de Paris, Perla de Alcañada, Nozomi, Easy Cover
macrantarose R. macrantha (R. x macrantha) 1823 Den Hellige Rose (R. sancta), Waitziana, Raubritter, Daisy Hill
agerrose (ayrshirerose, markrose) R. arvensis 1830 Ruga, Splendens, Bennett's Seedling, Venusta Pendula
remontantrose R. hybrida bifera 1837 Alfred Colomb, Baronne Adolphe de Rothschild, Reine des Violettes
moderne roser
tehybrid R. x hybrida 1867 La France, Ophelia, Dainty Bess, Peace, Aloha, Flora Danica
polyantarose R. x polyantha 1875 Mlle Cécile Brunner, Katharina Zeimet, The Fairy
moskusrose R. moschata 1879 Trier, Ghislaine de Féligonde, Felicia, Ballerina, Buff Beauty, Menja
rankerose R. wichuraiana 1886 Alberic Barbier, American Pillar, Dorothy Perkins, Albertine
kordesrose (kordesiirose) R. x kordesii 1952 Max Graf, Dortmund, Ilse Krohn Superior, Leverkusen, Sympathie
mandarinrose (moyesiirose) R. moyesii 1903 Nevada, Geranium, Marguerite Hilling, Eddie's Crimson
honningrose (helens rose) R. helenae 1907 Aksel Olsen, Lykkefund, Petersen's Helena
floribundarose R. floribunda 1911 Queen Elizabeth, Bonica, Dronning Margrethe
moderne buskroser og parkroser 1920 Golden Wings, Syr, Clair Renaissance, Prinsesse Alexandra
storblomstrede klatreroser 1932 Blaze, Coral Dawn, Goldener Olymp, Eden Rose 88
engelske roser 1961 Constance Spry, Charles Austin, Graham Thomas, Heritage, The Pilgrim
* – herunder vildarter, der er introduceret i kultur. Det latinske navn for stamformen er efterfulgt af årstallet, der angiver, hvornår rosen første gang blev dokumenteret eller introduceret. Herefter følger de vigtigste eller populæreste sorter. Kulturroser er siden 1966 blevet inddelt i gammeldags og moderne roser. Gammeldags roser tilhører en sortsgruppe, som har været i kultur før 1867, da sorten 'La France', den første moderne rose, blev introduceret. Gammeldags roser har som regel runde blomsterknopper, er mere hårdføre og stærkere duftende end moderne roser, der ofte har spidse knopper, længere blomstringstid og en mere varieret farveskala, men der findes mange undtagelser. Storblomstrede klatreroser og moderne buskroser er to heterogene grupper af hhv. forædlede klatreroser og buskroser, hvor medlemmerne inden for gruppen ofte er uden indbyrdes slægtskab. Engelske roser er busk- og bedroser, der forener egenskaberne fra en række sortsgrupper af gammeldags og moderne roser, som er forædlet af David Austin (1926-2018).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig